Peters Portal

INDLÆG

ISSLAG

Skrevet af Peter Amhild den 22-07-2020

NY NOVELLE INSPIRERET AF GAMLE BILLEDER

Tushtegning som viser abstraktion over byen med dens forstæder og indfaldsveje.

Storbyen var ikke langt væk. Det sagde de jævnligt til hinanden på en bestemt men også drømmende måde. Flere af dem havde købt biler – brugte naturligvis, men gode – og så var det en let sag at komme fra forstadsområdet til byen. Stedet med muligheder for personlige udfordringer af enhver art, var de enige om.

Men de fleste i gruppen havde ikke forsøgt sig. For der var rigeligt at se til i gymnasiet. Senere startede nogle videregående uddannelse inde i byen. Alligevel forblev den ukendt område, når det kom til de aspekter af udfordringer, som handlede om andet end studierne. Byen var mere en kulisse langs ruten end et sted for personlig udfoldelse og nye oplevelser.

De var fem fyre. Og de var inviteret til fest om lørdagen sent på aftenen hos en af pigerne fra gymnasietiden. Derfor opstod det forslag at starte aftenen inde i byen for at høre musik i det kendte jazzhus. De besluttede at køre tre i den ene bil og to i den anden. Ulrik kørte ”treeren”, og Palle kørte sammen med sin gode ven. En kold og regnvåd vinteraften, hvor de forventningsfulde og glade så frem til en oplevelse inde i byen. Og herefter en privat fest med gensyn af gamle gymnasiekammerater.

Hovedvejen strakte sig i mørk dis, som med sælsom rytme blev brudt af gadelygternes svage lyskrans. De røde lys fra forankørende biler blev en slags ledetråd til byen. Stadig flere lysreklamer på hustagene og oplyste forretningsvinduer, farvede tågedisen i mange farver og varslede forandring, ankomst og nyt anderledes liv.

Da de trådte ind i lokalet var der musik fra scenen. Dér var orkestret med den kendte bassist, konstaterede de glade. De havde grammofonplader med netop de musikere, og flere af numrene kendte de allerede.

I det røgfyldte lokale fandt de et ledigt bord og bestilte øl. Glasklirren og latter. Og skæve smil til nogle piger, som sad ved nabobordet. Snakken gik om alt muligt fra studierne ved universitetet til tiden i gymnasiet. Og spørgsmål om og gæt på, hvem der mon ville komme til festen senere på aftenen.
Ulrik var begyndt at tale med en af pigerne. De andre var optaget af den kommende sommer, og fandt på en fælles tur i bilerne ned gennem Europa. Planerne voksede i takt med den løftede stemning og musikkens inciterende rytmer.

På et tidspunkt sagde Palle nej til endnu en øl. De andre kikkede spørgende, men han svarede, at de snart skulle videre til festen, og at han jo var chauffør i egen bil.
Ulrik var tilsyneladende havnet i en flirt og virkede mindre interesseret i at bryde op. Men aftalen var, at de skulle ankomme sammen til festen, bl.a. fordi han kendte festens værtinde bedst.
- Ti minutter, sagde Ulrik, - så kører vi. Det gik Palle med til, men da tiden var gået, var Ulrik fortsat ikke klar. Palle mente, at de måtte af sted, hvis de overhovedet skulle til fest. Han og vennen brød op, og Ulrik og de to andre sagde, at de ville køre kort efter.

Musikken fulgte de to venner ud af døren. Helt rart at være i frisk luft, men hvor var det pludselig blevet koldt. På vej hen til den parkerede bil bemærkede de, at vejbanen var glat. - Jeg tror, at det er isslag, sagde Palle og så op i en frostklar aftenhimmel. 

De havde lovet at køre langsomt, så de andre kunne indhente dem. Det bød omstændighederne alligevel, for vejbanen var glinsende og reflekterede reklamernes lys på en truende måde. Hovedvejen var næsten uden trafik. En taxa sneg sig forsigtigt forbi.

På et tidspunkt holdt de ind til siden i håbet om, at den anden bil ville indhente dem. Men den kom ikke. Derfor kørte de langsomt videre. Ved den afkørsel som kunne lede dem det sidste stykke vej til festen, stoppede de igen. – Der må være sket noget, sagde Palle. – Lad os køre tilbage for om muligt at hjælpe.
Derfor kørte de igen mod byen spejdende efter Ulriks bil. Men den var der ikke, og da de var tæt på byen, blev de enige om, at de andre kunne være kørt en anden vej og måske ventede på dem. Altså kørte de tilbage ad den tomme hovedvej i et frosttindrende gadelys og udsigt til en sort himmel.

De ankom til adressen, hvor festen skulle finde sted. Der var ingen parkerede biler på villavejen, heller ikke Ulriks bil. Huset lå lidt tilbagetrukket fra vejen, og der var kun lys i et enkelt vindue. De besluttede at spørge og gik op ad havegangen for at ringe på.
En ældre kvinde åbnede døren og besvarede Palles spørgsmål om fest. Jo, det var her, men for en time siden blev hendes datter ringet op. En af hendes gode venner var sammen med to andre havnet i et trafikuheld. Og nu var de indlagt, men nærmere omstændigheder kendte hun ikke. Datteren og hendes gæster havde valgt straks at tage til sygehuset.

Palle takkede for oplysningen og undskyldte ulejligheden.
De sad tavse i bilen og kikkede tomt ud af forruden.
Så sagde vennen: – Jeg forstår det ikke. Der var ingen smadret bil, vi har næsten lige været der, og jeg er sikker på, at Ulrik ville køre ad hovedvejen. Måske er det hele løgn! Måske er de stadig i jazzhuset!
Palle foreslog, at de kørte tilbage for at se efter.

Og så var de endnu engang på vej mod byen. De holdt øje med den modsatte vejbane, men hovedvejen var lige så kold og forladt som tidligere på aftenen. Uden at se tegn på trafikuheld kom de til stedet, hvor de første gang var vendt.
De fortsatte. Pludselig råbte de begge alarmeret: - Dér!

Palle kørte lidt længere frem for at vende bilen. Da de kom til ulykkesstedet, så de, at Ulriks bil var mast sammen ved stødet mod en anden større, som også var svært beskadiget. Det var vanskeligt at gætte de nærmere omstændigheder ved ulykken, for bilerne var skubbet ind i vejsiden. Der stod de, mørke og forladte med forvredne formers skrig om brutalitet og ophørt virke. Og måske ophørt liv.

Efter minutters tavshed og vantro stirren, besluttede de at køre til hospitalet for at tale med Ulrik om det skete. Natten var begyndt og de to venner mærkede trætheden inde bag øjenlågene.

I skadestuen spurgte de efter Ulrik. Man ville vide, hvem de var, og Palle sagde, at de var gode venner med Ulrik og vidste, at han var indlagt efter et trafikuheld. Sygeplejersken så iskoldt på ham, som om hun tænkte: flere fulderikker. Hun svarede, at kun nære pårørende kunne få oplysninger om indlagte patienter. Så vendte hun ryggen til og koncentrerede sig om at skrive et og andet på en blok. Palle spurgte anmassende, om Ulrik måske var død. Uden at vende sig svarede hun, at hun ikke kunne hjælpe. 

Han ville råbe, men det blev et indre råb afløst af lammende stilhed, en følelse af forladthed og opgivelse. Ude i bilen bredte stilheden sig til hele kabinen. Som en oversvømmelse, som en druknedød. Pludselig kom vennen op til overfladen og spurgte, om Palle ville køre ham hjem. De kørte til kollegiet, hvor vennen boede. – Vi ses, hviskede han og lukkede bildøren. Hjemme i lejligheden lagde Palle sig straks på sengen. Han trak dynen op og tænkte: hvor er her koldt. Jeg fryser.

© 2020 Alle rettigheder forbeholdes Peter Amhild