Peters Portal

INDLÆG

Blyanttegningen viser trælignende figurer i et forvansket landskab. Men figurerne kan også ses som vejnet i et landkort.
Tegning 28 1994 blyant 50x60 cm

Landskabet havde engang magten. Magt til at iklæde sig de dragter, der opstod af naturens guddommelige love. Naturen viste sit ansigt i landskabet, hvis magt bestod i, at kun naturen selv fastslog de ændringer, som landskabet gennemgik med tiden.

Paradoksalt var udviklingen af menneskets hjerne en del af naturens luner. Naturen kreerede en modstander, som uden at forstå konsekvenserne ville udnytte naturlovene til egen fordel. Der opstod en ejendommelig vridning af lovene, fordi hjernens biologi og tænkning fjernede sig mere og mere fra naturen selv. Mennesket kunne nok se og beundre naturens mirakuløse skaberværk, men lod hånt om det, hvis det var i vejen for menneskets bekvemmelige liv. Naturen var og er forbillede i menneskets tankegang, som dog mere og mere drejer mod den overbevisning, at mennesket kommer længere ved at kopiere mikroskopiske delaspekter af naturens komplekse samspil.  Det medfører ubalance. 

Derfor lider naturen. Menneskets mangel på overblik peger på lille forståelse af naturens komplekse sammensætning. Og den manglende respekt resulterer i stadig større brud på de mekanismer, som muliggør en kontinuitet og dermed levemulighed for alle naturens organismer herunder mennesket selv.

Og derfor ser landskabet ud som det gør. Revet ud af en naturgiven sammenhæng, ændret og udpint af menneskelig destruktiv tankegang. Misforstået som nødvendig, social og måske ligefrem genial.

Endnu er der nicher, som glimtvis vidner om den oprindelige naturens storhed. Naturens krav er enkelt her, nemlig at lade oprindeligheden råde.

I disse nicher filmer man, og skønheden roses, men det ender hurtigt som historisk dokumentation. Tiden er knap, for mennesket fortsætter sin naturdestruktive kurs. Kunsten kan ikke længere finde udtryk for det, der sker. Når den alligevel forsøger, giver værket os et håbløst dystopisk billede. Visionen om landskabets skønhed er forsvundet, og derfor bliver kun det grimmeste tilbage.

Maleriet viser Medusas ansigt med slangehår i venstre side af billedfeltet; i højre side ses hjelme-beklædte politisoldater med skydevåben. I midterfeltet ses et virvar af billedelementer som i et abstrakt maleri. Politifigurerne synes stivnet i bevægelsen fremad og Medusa skuler ondt imod dem.
Medusa 2021 olie på masonit 55 x 85 cm

Den græske myte om Medusa er en skæbnefortælling, som ved hendes portræt indgår i mit maleri.

Medusa og hendes to søstre var gorgoner, altså skrækkelige uhyrer. Dog var Medusa i ungdommen en smuk kvinde som tiltrak enhver, især mændene. Selv havguden Poseidon blev forelsket i hende og hun i ham. Han var i skikkelse af en fyrig mand, alt for fyrig, kan man sige, for da parret besøgte Athenes tempel, voldtog han Medusa på det hellige marmor, altret.

Gudinden blev rasende over denne blasfemi. Måske kunne hun ikke straffe sin gudekollega, Poseidon, for straffen blev tildelt Medusa. Eller også efterlevede gudinden et kulturelt mønster, som stadig eksisterer visse steder, nemlig at kvinden straffes for mandens ugerninger.

Athene forvandlede Medusa til et hæsligt monster med hugtænder. Hendes smukke gyldne hår var pludselig levende slanger. Hænderne nu af stål, og øjnene lyste ildevarslende. Værst af alt var hendes dræberblik. Den hun så på eller som så på hende blev forvandlet til sten. Selv om hun flyttede til verdens ende, blev det til mange forstenede skikkelser, som den dag i dag er spredt i det græske øhav.

Den græske sagnhelt Perseus drog ud for at møde Medusa og dræbe hende. For at lykkes med dette, lånte han en dølgehjelm af guden Hades. Hjelmen gjorde Perseus usynlig. Af Pallas Athene lånte han et spejlblankt skjold.
    Nu opsøgte han Medusa, som ikke kunne se ham. Han holdt skjoldet op, så hun kunne se sit spejlbillede og afskyelige udseende, og hun forstenede skrækslagen. Hurtigt huggede Perseus hovedet af Medusa. Blodet strømmede ud, og det forvandledes til en hvid hest, Pegasus, som Medusa var svanger med efter voldtægten.
    Medusas hoved mistede ikke sine dæmoniske egenskaber, og Perseus opbevarede det derfor i en taske til brug mod fjender. Medusa forblev altså dæmon, som holdt andre dæmoner på afstand.

 

Den gamle fortælling lever evigt som del af menneskehedens historie, men den fortolkes i nye sammenhænge. I herværende fortolkning er Medusa billedet på mennesker, som møder stor lykke og stor modgang, og som tvinges til at reagere på sidstnævnte. Sådan opstår en destruktiv magt. Denne kan være både velkommen og uønsket afhængig af de situationer, hvori den udøves. Maleriet Medusa viser uhyret som mulig repræsentant for folkelig modstand rettet mod en fremadstormende politistyrke. Som vi ser den overalt på jorden. Undertiden i skikkelse af demokratisk ordensmagt, andre gange som undertrykkende despotisk magt.  

 

De maleriske fortællinger, figurative som abstrakte, kombinerer det kendte med det ukendte, og sådan opstår billeder med nye betydninger.
    Det er tankegangen bag billederne, som er afgørende for de nye betydninger. Uanset om billedet er gjort i går eller for 15.000 år siden, er tanker bestemmende for motivet.
    Engang krøb en mand ind i en bjerghule for at male et billede. Han var jæger, og han havde den tanke, at han kunne øge sit held til at nedlægge en okse, hvis han udnyttede billedets magt. Det blev et smukt maleri af en okse, og det udøvede nu sin betvingende magt på den bison, der gik ude på engen. 


Mennesker har altid været underlagt billeders magtfulde egenskaber, fordi de fremkalder tanker og følelser, som vi uvilkårligt reagerer på. Jægerens oksebillede er tæt på gudebilleder, som forventes at yde maleren, beskueren eller tilbederen hjælp til at komme videre i livet.
    Nogle malerier besidder en særlig udstråling af metafysisk karakter, der især påvirker personer med intens interesse for kunsten. En udmattende psykologisk virkning resulterer i bl.a. svimmelhed eller besvimelse - fænomenet kaldes stendhalsyndromet.
    Også flag er billeder med magt. Når et nationalflag afbrændes af en rasende folkemængde, sker det med ønsket om at fratage flaget og nationen magt.

 

Jeg hørte en fortolkning af Medusa-maleriet: »Et billede på menneskeheden, hvor indvendige og udvendige dæmoner kæmper mod dæmoner«. Det er en tankevækkende udlægning, som fører mod den filosofiske opfattelse, at maleren er sit værk. At ånd og kød og materiale er ét og samme. Kunstneren har optaget menneskeheden og dens dæmoner i sig. Det er en tung byrde, som hurtigt synes personlig. Måske er det begrundelsen for at male billedet og derefter give det tilbage. Som en kølig brise en sen aften.

 

Maleriet er stort set gjort af samme stof som for tusinder af år siden. Nogle vil kalde det stilstand - at maleriet har udspillet sin rolle, andre at maleriet fortsat er stedet for nye erkendelser. Det er under alle omstændigheder absurd at tale om fremskridt eller udvikling i kunsten. Kunstnerne er i en fælles væren, hvor ingen vinder. En malers nye opdagelser vil straks afstedkomme søgen. Malerens søgen og andres.
    Efterfølgende konstruerer han et nyt billede, som venter på, at også andre kan se det. At det bliver levende for flere og magtfuldt tager plads i den fælles bevidsthed.

2009 Sort engel computergrafik

For ikke så mange år siden var det postvæsenets erklærede mål, at breve og postkort skulle ud til tiden. Det betød, at man kunne sende et brev den ene dag og regne med, at modtageren fik det dagen efter. Sådan er det som bekendt ikke længere; det ser snarere ud til, at væsenet helst er fri for breve og kun allernådigst udbringer dem 7 – 10 dage efter afsendelsen.

Det afstedkommer naturligvis tvivl hos brugerne, når de overvejer at sende en personlig hilsen, hvis kendetegn bl.a. kan være, at det håndskrevne brev ankommer på en bestemt dag.

Men der er ikke noget at gøre ved det, siges der, for sådan er udviklingen. Dette dæmoniske begreb som tilsyneladende ikke lader sig antaste, uanset at ethvert bidrag til udvikling kommer af menneskers vilje.

Antallet af postkort er faldet betydeligt af ovenstående grunde. Alligevel er indtrykket fra fx museumsbutikker i kunstmuseerne, at der sælges en del postkort. Måske lægges de i scrapbøger ellers sættes i ramme, for postvæsenets indsats overbeviser ikke hvad angår forsendelser.

Kunstens billeder bliver til postkortmotiver. Men det modsatte er også gældende, nemlig at postkort kan give inspiration til kunstens billeder. Flere anerkendte malere anvender denne metode. Endelig kan kunsten være udført på et postkort fx som grafik.

Julekort falbydes hvert år i betydeligt oplag. De påtrykte billeder er som regel langt fra kunsten: nisser med forskellige gøremål, julemanden i sin kane, børn med nissehue leger i sneen osv. Motiverne lægger sig op ad forventningen om julehygge og sorgløs livsglæde i juletiden, selv om enhver ved, at livets realiteter er meget anderledes.

I en del år har jeg skabt julekortmotiver med den hensigt at kommentere et skævvinklet forhold i samfundet både ved juletid og til andre tider. Gerne udført med et glimt i øjet. Jeg har nedenfor vist et udvalg af disse motiver, hvis hensigt ikke var at fratage modtageren juleglæde men at perspektivere den.

 

cOMPUTERGRAFIK

Villaen var kæmpe stor, syntes jeg, og den var ikke kun spændende, fordi skorstenen blæste ned hver vinter. Tantes hus var så anderledes, at mit drengesind blev højstemt, når jeg kom på besøg.

Tingene lå, hvor de tilfældigvis var lagt, og på den måde fik de særligt liv. De strålede, fordi de tydeligvis ikke hørte til på dét sted; der opstod hele tiden nye sammenhænge ved mødet med andre ting og dermed nye betydninger.
En høne lå på æg i et stort fad på kommoden i entreen. Hunden sov på spisebordet, mens katte i stort antal strøg sig kælent om mine ben. På skænken var et virvar af ting. For eksempel to piber på en lille stak tallerkener eller et billede af tante ved siden af en sutsko og et vækkeur.

I haven kunne jeg gå ad smalle stier med vildtvoksende bede til hver side. Klematis, kaprifolium og vedbend kravlede op ad husmurene og forlenede huset med mystik og eventyr. En pergola ledte til en løvhytte, hvor man kunne sidde og kikke op i himlen omgivet af høje bladvægge. At komme der var som på én gang at blive født og at vende tilbage til livmoderen.

Tantes sted var på stor afstand af tings tyranni, men samtalerne var tydeligvis betydningsfulde. Her var fortællinger om menneskelig eksistens. Fantasi og livets realiteter mødtes i et særligt musisk rum.

Huset, haven og hytten er for længe siden revet ned for at give plads til en parkeringsplads. Men det hele eksisterer fortsat i mine tanker som en evig påmindelse om, at illusion og virkelighed kan mødes og ved dette møde danne et erkendelsesrum, hvori opstår både ny illusion og ny virkelighed. Kunstens rum. Og at dette rum, når det gælder billedkunsten, vibrerer mellem materiale og ånd.

For mig er det et rum med plads til stor variation i udtryksformer, hvor foreningen af tanke og følelse altid vil være til stede ligesom i alle andre aspekter af livet.

Sammenhæng mellem tanke, følelse og handling er menneskets grundvilkår. Men i billedkunsten opstod den idé ved begyndelsen af 1900-tallet, at tanken alene kunne begrunde og udgøre værket. De emotionelle aspekter af menneskelivet var fravalgt.

Nu kunne kunstværket være et søm i udstillingsrummets væg evt. ledsaget af et antal filosofiske tekstsider. Brugsgenstanden ”søm” blev med kunstinstitutionens velsignelse kanoniseret som kunstværk.
Idéen videreførtes senere i konceptkunsten, der blandt andet fremstod som en slags videnskab, hvor man udførte ”undersøgelser” af fx kunstens og værkets fænomenologi.
Samlet set afspejler disse nye tiltag en så markant ændret opfattelse af billedkunst, at man må spørge: Er det billedkunst?

Sideløbende med denne stilretning fortsatte malere og billedhuggere med nye billedeksperimenter og forsøgte således at bidrage til en udvikling i billedkunsten. Men i dét forløb blev maleriet flere gange erklæret dødt og ude af kunsten. Hver gang modbevist af nye strømninger.

Årsagerne til ovennævnte skred i udøvelse og forståelse af billedkunsten er mange. Alt syntes afprøvet inden for rammerne af konvention og tradition, hvilket førte til oprør. Og den verden og kultur, som kunsten skulle udøves i, forandrede sig i voldsomt kollaps og krav om nytænkning. Videnskabelige fremskridt gav øget hastighed alle steder i samfundet, men omkostningen for det enkelte individ – herunder kunstneren – var og er tab af fokus og overblik. Den kulturelle diversitet øges, og mange udtryksformer afprøves så at sige, hvilket viser sig i den aktuelle fraktionering af billedkunsten. Der er ingen trend, ingen fælles visioner, hverken i traditionel billedkunst eller i konceptkunsten.

På baggrund af denne udvikling kan man sige, at kunstneren i dag er frit stillet, når hun skal beslutte sig for en billedkunstnerisk retning. Det er dog ikke sikkert, at friheden er en hjælp, fordi den kunstneriske inspiration i nogen grad skal ramme kollektivt for at udløse en ny strømning og lede kunsten i en bestemt retning.

Sådan har samfundet tidligere givet inspiration til kunsten. Kunsthistorien har kunnet vise forskellige kunstretninger, fordi samfundet, som de opstod i, rummede en stabil kultur, hvori der var passende tid til at reagere kunstnerisk. Men hvilke sider af det nuværende multifacetterede samfund skal hun lade sig inspirere af i dag?
Der er intet svar - nøjagtigt på samme måde som for 120 år siden, hvor man ledte efter inspiration i andre kulturer, i videnskabelige strømninger og meget andet. En gentagelse er naturligvis ikke gangbar.

Af den grund vil billedkunsten formentlig fortsat gå i mange retninger. Tidsånden i samtiden kan ikke mærkes som en tydelig ledetråd. Kunstneren vil derfor lade den individuelle impuls være afgørende for værket.
Kunstinstitutionerne er vel lige så rådvilde som kunstnerne. De har magten til at udråbe en kunstners værk som kunst til tiden, men bestyrelsesmødets valg risikerer at være vilkårligt.

Tingenes sammenstilling i livet vil være i evig forandring, og derfor opstår stadig nye betydninger. Dermed også nye erkendelser om billedkunstneriske motiver. De opstår af både tanker og følelser og de kræver sanseindtryk fra omgivelserne.

Tantes sted lærte mig om livsvilkår og gav mig fornemmelse for kunsten. Mine oplevelser dengang har sat sig som to sprog, et fortællende og et metafysisk.
Ligesom det narrative i litteraturen er ledsaget af det, der er mellem linjerne i teksten, har billedkunsten en figurativ side, som er ledsaget af de maleriske eller skulpturelle virkemidler. Kunstarterne benytter altså to sprog, som sammen bidrager til det åndelige, det løftende. Dét der er anderledes end journal og illustration.

NY NOVELLE INSPIRERET AF GAMLE BILLEDER

Tushtegning som viser abstraktion over byen med dens forstæder og indfaldsveje.

Storbyen var ikke langt væk. Det sagde de jævnligt til hinanden på en bestemt men også drømmende måde. Flere af dem havde købt biler – brugte naturligvis, men gode – og så var det en let sag at komme fra forstadsområdet til byen. Stedet med muligheder for personlige udfordringer af enhver art, var de enige om.

Men de fleste i gruppen havde ikke forsøgt sig. For der var rigeligt at se til i gymnasiet. Senere startede nogle videregående uddannelse inde i byen. Alligevel forblev den ukendt område, når det kom til de aspekter af udfordringer, som handlede om andet end studierne. Byen var mere en kulisse langs ruten end et sted for personlig udfoldelse og nye oplevelser.

De var fem fyre. Og de var inviteret til fest om lørdagen sent på aftenen hos en af pigerne fra gymnasietiden. Derfor opstod det forslag at starte aftenen inde i byen for at høre musik i det kendte jazzhus. De besluttede at køre tre i den ene bil og to i den anden. Ulrik kørte ”treeren”, og Palle kørte sammen med sin gode ven. En kold og regnvåd vinteraften, hvor de forventningsfulde og glade så frem til en oplevelse inde i byen. Og herefter en privat fest med gensyn af gamle gymnasiekammerater.

Hovedvejen strakte sig i mørk dis, som med sælsom rytme blev brudt af gadelygternes svage lyskrans. De røde lys fra forankørende biler blev en slags ledetråd til byen. Stadig flere lysreklamer på hustagene og oplyste forretningsvinduer, farvede tågedisen i mange farver og varslede forandring, ankomst og nyt anderledes liv.

Da de trådte ind i lokalet var der musik fra scenen. Dér var orkestret med den kendte bassist, konstaterede de glade. De havde grammofonplader med netop de musikere, og flere af numrene kendte de allerede.

I det røgfyldte lokale fandt de et ledigt bord og bestilte øl. Glasklirren og latter. Og skæve smil til nogle piger, som sad ved nabobordet. Snakken gik om alt muligt fra studierne ved universitetet til tiden i gymnasiet. Og spørgsmål om og gæt på, hvem der mon ville komme til festen senere på aftenen.
Ulrik var begyndt at tale med en af pigerne. De andre var optaget af den kommende sommer, og fandt på en fælles tur i bilerne ned gennem Europa. Planerne voksede i takt med den løftede stemning og musikkens inciterende rytmer.

På et tidspunkt sagde Palle nej til endnu en øl. De andre kikkede spørgende, men han svarede, at de snart skulle videre til festen, og at han jo var chauffør i egen bil.
Ulrik var tilsyneladende havnet i en flirt og virkede mindre interesseret i at bryde op. Men aftalen var, at de skulle ankomme sammen til festen, bl.a. fordi han kendte festens værtinde bedst.
- Ti minutter, sagde Ulrik, - så kører vi. Det gik Palle med til, men da tiden var gået, var Ulrik fortsat ikke klar. Palle mente, at de måtte af sted, hvis de overhovedet skulle til fest. Han og vennen brød op, og Ulrik og de to andre sagde, at de ville køre kort efter.

Musikken fulgte de to venner ud af døren. Helt rart at være i frisk luft, men hvor var det pludselig blevet koldt. På vej hen til den parkerede bil bemærkede de, at vejbanen var glat. - Jeg tror, at det er isslag, sagde Palle og så op i en frostklar aftenhimmel. 

De havde lovet at køre langsomt, så de andre kunne indhente dem. Det bød omstændighederne alligevel, for vejbanen var glinsende og reflekterede reklamernes lys på en truende måde. Hovedvejen var næsten uden trafik. En taxa sneg sig forsigtigt forbi.

På et tidspunkt holdt de ind til siden i håbet om, at den anden bil ville indhente dem. Men den kom ikke. Derfor kørte de langsomt videre. Ved den afkørsel som kunne lede dem det sidste stykke vej til festen, stoppede de igen. – Der må være sket noget, sagde Palle. – Lad os køre tilbage for om muligt at hjælpe.
Derfor kørte de igen mod byen spejdende efter Ulriks bil. Men den var der ikke, og da de var tæt på byen, blev de enige om, at de andre kunne være kørt en anden vej og måske ventede på dem. Altså kørte de tilbage ad den tomme hovedvej i et frosttindrende gadelys og udsigt til en sort himmel.

De ankom til adressen, hvor festen skulle finde sted. Der var ingen parkerede biler på villavejen, heller ikke Ulriks bil. Huset lå lidt tilbagetrukket fra vejen, og der var kun lys i et enkelt vindue. De besluttede at spørge og gik op ad havegangen for at ringe på.
En ældre kvinde åbnede døren og besvarede Palles spørgsmål om fest. Jo, det var her, men for en time siden blev hendes datter ringet op. En af hendes gode venner var sammen med to andre havnet i et trafikuheld. Og nu var de indlagt, men nærmere omstændigheder kendte hun ikke. Datteren og hendes gæster havde valgt straks at tage til sygehuset.

Palle takkede for oplysningen og undskyldte ulejligheden.
De sad tavse i bilen og kikkede tomt ud af forruden.
Så sagde vennen: – Jeg forstår det ikke. Der var ingen smadret bil, vi har næsten lige været der, og jeg er sikker på, at Ulrik ville køre ad hovedvejen. Måske er det hele løgn! Måske er de stadig i jazzhuset!
Palle foreslog, at de kørte tilbage for at se efter.

Og så var de endnu engang på vej mod byen. De holdt øje med den modsatte vejbane, men hovedvejen var lige så kold og forladt som tidligere på aftenen. Uden at se tegn på trafikuheld kom de til stedet, hvor de første gang var vendt.
De fortsatte. Pludselig råbte de begge alarmeret: - Dér!

Palle kørte lidt længere frem for at vende bilen. Da de kom til ulykkesstedet, så de, at Ulriks bil var mast sammen ved stødet mod en anden større, som også var svært beskadiget. Det var vanskeligt at gætte de nærmere omstændigheder ved ulykken, for bilerne var skubbet ind i vejsiden. Der stod de, mørke og forladte med forvredne formers skrig om brutalitet og ophørt virke. Og måske ophørt liv.

Efter minutters tavshed og vantro stirren, besluttede de at køre til hospitalet for at tale med Ulrik om det skete. Natten var begyndt og de to venner mærkede trætheden inde bag øjenlågene.

I skadestuen spurgte de efter Ulrik. Man ville vide, hvem de var, og Palle sagde, at de var gode venner med Ulrik og vidste, at han var indlagt efter et trafikuheld. Sygeplejersken så iskoldt på ham, som om hun tænkte: flere fulderikker. Hun svarede, at kun nære pårørende kunne få oplysninger om indlagte patienter. Så vendte hun ryggen til og koncentrerede sig om at skrive et og andet på en blok. Palle spurgte anmassende, om Ulrik måske var død. Uden at vende sig svarede hun, at hun ikke kunne hjælpe. 

Han ville råbe, men det blev et indre råb afløst af lammende stilhed, en følelse af forladthed og opgivelse. Ude i bilen bredte stilheden sig til hele kabinen. Som en oversvømmelse, som en druknedød. Pludselig kom vennen op til overfladen og spurgte, om Palle ville køre ham hjem. De kørte til kollegiet, hvor vennen boede. – Vi ses, hviskede han og lukkede bildøren. Hjemme i lejligheden lagde Palle sig straks på sengen. Han trak dynen op og tænkte: hvor er her koldt. Jeg fryser.

Blog. Handler om at skifte synsvinkel og derved opdage nye sider af en situation.

I 1981 var jeg med maleskolen på weekendtur til Helsingør nordstrand. Vi havde hidtil malet opstillinger og model i atelieret, men nu skulle landskabsmaleriet afprøves. Det var den grundige undervisnings fortsatte præsentation af billedkunstens klassiske discipliner. Stranden var udgangspunkt for vores motivvalg; de fleste så sandet, dernæst vandet, og nogle lod blikket række helt over til Sverige.

Hellere kysten som motiv, tænkte jeg, og logikken bød mig derfor at sidde ude på en høfde. Det var på én gang at gemme sig lidt med sit maleri og samtidig vække opsigt ved netop den placering. Høfden havde som værn mod erosion en både funktionel og symbolsk betydning: beskyttelse, bevarelse, overlevelse. Men dengang faldt det mig ikke ind, at jeg måske greb efter tilsvarende værdier i mit liv ved at sidde 30 m ude i havet.

Motivvalget tiltalte mig. Her var muligheden for at male kysten på en ny måde. Men maleriet blev amatørens ambitiøse opvisning af et postkortmotiv. Høfdens beskyttende magi var tydeligvis ikke til stede. For meget kitsch og for lidt ånd.

Det var et billede, som jeg på én gang var glad for og ked af. Glad for at det lykkedes at afslutte et maleri med en improvisatorisk teknik, ked af at det ikke blev et personligt billede. Postkortet tog så at sige over.

Maleri forestillende kyststrækning ved Helsingør Nordstrand. Olie på masonit.

Dagen efter stod valget mellem at gentage min placering på høfden eller at finde et andet sted at forfølge ideen om at male kysten.

Hvis jeg igen valgte høfden, ville motivet stort set være det samme. Maleøvelsen ville handle om ændret valg af betydende strukturer i motivet og personliggørelse af malesproget.

Med en ny placering stod alt åbent bortset fra, at den nævnte opstramning af det først gjorte blev fravalgt. Et andet motiv kunne vælges mere bevidst om hensigten og samtidig kunne en øget opmærksomhed på malesproget gøre sig gældende.

Jeg valgte det sidste, og det blev et lykkeligt valg. Fordi motivet spænder op til både nysgerrighed og let undren. Emotionelt står det stærkere end det første billede. Det passede mere på mig, det blev entydigt mit billede.  

Den ny synsvinkel førte til et maleri med flere gentagelser og flugtlinjer end i første billede. Alligevel opleves en større enkelhed, fordi der er reduceret i billedets virkemidler. På den måde er motivvalget også et fravalg. Og narrativet er markant anderledes. Fra sommerstemning til bølgeskum og truende himmel.

Men rusk og mørk himmel passede bedre til mit indre rusk, som dagen før ledte til en alliance med høfden. Således kom jeg hjem med nye erkendelser om at se, om at male billeder og om det personliges påvirkning af resultatet på en subtil måde.

Det har som regel positiv betydning at ændre syn på samme udfordring. I kunsten er det en brugbar måde at nuancere, uddybe og forfine værkets udtryk. Så at sige at komme rundt om kernen. Betydningen er forbundet med ny erkendelse og forståelse. Og det gælder for såvel kunstner som beskuer. På et personligt plan kan det føre til ny selvindsigt og påvirke fremtidige hensigter og beslutninger for én selv og andre.

Vi ser og i bedste fald indser vi. Eksempelvis at et valg altid medfører fravalg.
Dette kunne være opskriften på et godt liv og på skønheden. Ligesom i kunsten. At trække fra er ofte bedre end at lægge til.

© 2021 Alle rettigheder forbeholdes Peter Amhild