Peters Portal

INDLÆG

- tænkepause i billedarbejdet -

Fotografiet viser i kolde blå farver en stejl vej lige før bakketoppen. Vejen er snedækket og i højre side ses nogle buske. Man ser ikke, hvor vejen fører hen.

Vintermorgen    2022                     foto   Peter Amhild

                                                                                   

Ofte tænker jeg på de billeder, som kan ses i gallerier og på museer, og som er kunst i vores samtid. Det er meget forskellige billeder, hvilket gør det svært at se ind i det tidstypiske, i tidsånden. Denne er skjult for alle, og det er en pointe, der underbygger, at der ikke er vindere i kunsten. Heller ikke set i historisk lys, for det sker ofte, at datidens mindre kendte kunstnere pludselig rehabiliteres som oversete genier.  

Formelt handler det om billedæstetik, måden at male, det figurative og det nonfigurative. Endvidere det overordnede budskab belyst ved fortolkning af malesprog og motiv.

Konceptkunsten er en del af billedkunsten, og repræsenterer en markant udvidelse af billedbegrebet. I bedste fald en form for billeddannelse af filosofisk karakter, fx Yoko Ono: »Play it by Trust« - et helt hvidt skakbræt med lutter hvide brikker. Her er ingen vindere forstås, men titlens opfordring udvider antallet af fortolkningsmuligheder.

Uformelt handler kunsten om produktivitet, om eksponering af kunstneren, om dennes tilgang til metieren og om den mere private support i form af pekuniære forhold og venskabelige eller ægteskabelige relationer. Og trods manglende vindere i kunsten, er der alligevel billedstrid, kammerateri, misundelse og særlige distributionsnetværk.

Jeg er på vej med mine billeder.  De ”ligner” ikke andres billeder, og paradoksalt giver det anledning til tvivl om billedsprog, om motivvalg, om det overordnede budskab.  Der er tvivl om vejen at gå, og om det hidtil gjorte indfrier den oprindelige ambition. Men tvivlen er samtidig brændstof til det fortsatte billedarbejde.

Det er godt, at mine billeder er sig selv, er mig. Men mit afsæt var anderledes end de flestes, og måske er jeg sprunget på det forkerte tog for nu at bruge en af Per Kirkebys metaforer. Er mine billeder af en anden tid, fordi jeg er blevet ældre? Vil alder påvirke valg af emner og motiver, som foregriber en negativ bedømmelse?

Mange har det synspunkt, at kunstneren med en given alder og af en given generation også er knyttet til en given billedæstetik.
    Jeg er sent ude med ønsket om at vise mine billeder i det offentlige rum. Skulle det forhold fratage mig muligheden for at skabe billeder, som i æstetisk henseende er del af denne "min sene tid" eller måske ligefrem rækker ind i fremtiden? Nej, men omstændighederne ved ikke at have et netværk og at have en alder, der får de fleste til at opgive, taler imod. Det tager tid at blive klog, klog på billeder.

De malere som debuterede med det "vilde maleri" i begyndelsen af 1980'erne maler anderledes i dag. Betyder det så, at de nye malerier fra deres hånd i kunsthistorisk forståelse er uinteressante?

Man kan spørge til et værk af en tidligere maler: Hvilke af Matisse’ billeder er ”rigtige” – de tidlige eller de sene? – billedæstetikken er vidt forskellig, men visse aspekter af komposition er gennemgående træk ved hele værket. Mesterens billedgenialitet er umiskendelig hele vejen igennem.

Menneskesjælen udvikler sig til døden,  sagde Hippokrates.

En anden tænker, nemlig Maurice Merleau-Ponty (1908 – 61) har i bogen "Cézannes Tvivl" skrevet om det underfundige ved billeder, som set herfra sletter betydningen af strømninger i kunsten, af tiden der går og af kunsthistorisk mode. Og som må give håb til alle, der giver sig selv og en del af sit liv til billedskabelse.

»En maler som Cézanne, en kunstner, en filosof må ikke bare skabe og udtrykke en idé, men også vække de erfaringer, som skal få dem til at slå rod i andres bevidsthed.
    Hvis værket er lykkedes, har det en mærkelig magt til at undervise i sig selv. Ved at følge billedets anvisninger, ved at etablere skæringer, ved at støde snart mod den ene side, snart mod den anden, ledet af en stils uklare lys, ender betragteren med at finde det, man har villet meddele. 
    Maleren har kun kunnet konstruere et billede. Man må vente på, at dette billede bliver levende for andre. Så har kunstværket sluttet disse adskilte liv sammen, det findes ikke mere kun i ét af dem som en vedholdende drøm eller et hårdnakket vanvid eller i rummet som et farvet lærred; det bor udelt i flere ånder, formodentlig i enhver mulig ånd, som en erhvervelse for altid«.

Billedet viser en ramme hvori ordet MOTIV står gentaget med stadig større typer ned over billedfladen.

MOTIV 

byens lys i stuen er
tusmørke som tyst modellerer
skabet til en bygning i byen
hvori skabet står
som en fraktal repetition
af et fysisk vilkår
igen og igen og igen
ser jeg på skabet
det tavse minde om
muntre stemmer engang
nu tusmørkets lyd
fra en lukket skabsdør

 

Billedet viser en gruppe mennesker som synes i nød efter en ulykke. De står nederst i billedet, og de stirrer på beskueren. Det er et øde landskab de står i, og himlen over er med dramatiske figurer, mørke skyer hvis farve ikke adskiller sig fra himlens. Landskabet eser afsvedet ud som efter en bombe.

Mail fra Lars:

Sikken en tid vi lever i.

Rusland er ved at begå selvmord og vil ha’ Ukraine og gerne Vesteuropa og USA med i faldet. Ingen kan føle eller vide sig sikre. Den ene dag sendes der kamikazedroner til Kiev, for at gøre livet så surt som muligt der, den næste dag kører togene ikke pga. af (sandsynligvis russiske) hackerangreb i København og Tyskland. Klimakrisen udvikler sig hurtigere end forventet. I hælene følger biodiversitetskrisen. Kun 6% af klodens samlede masse af pattedyr, undtaget homo sapiens, udgøres af vilde dyr! De øvrige 94% er husdyr!!

Ja verden er ganske rigtigt af lava; men den er også af lave. Og så har vi november, lidt endnu. December med sin markskrigeriske julebelysning af tomme plastikhjerter med en sparepære i og en amerikansk parodi på Skt. Nikolaus. Kvalmen og depressionen kæmper om at være den mest fremherskende fornemmelse.

”Massen af globalt produceret plastik er i dag dobbelt så stor som massen af hele dyreriget” skriver JN i dagens avis. Depressionen rykker frem på førstepladsen, mens jeg kaster op.

Hvad skal jeg sige til mine børnebørn? At verden er smuk og mennesket klogt? Bvadr! Eller at de får mindst et lige så godt og trygt liv som vi har haft? Skudt i hovedet!

Så læser jeg Ida Jessens forrygende roman ”Kaptajnen og Ann Barbara”, kvalmen forsvinder og sortsynet glemmes for en stund. Hende Ida Jessen forstår at skrive personlighed ind i sine skabninger. Indfølt og levende beskriver hun menneskene og naturen på heden i midten af 1700 tallet. Man dufter lyngen, mærker det kolde vand i kilden og hører fuglene.

Hendes beskrivelse af de små kår almindelige mennesker levede under, hvordan der var mangel på meget og arbejdet hårdt til tider barskt fremmaner tydelige billeder bag nethinden. Og de er ikke alle i lyngens smukke violette farve. Oftest fremstår de i det visne lyngris brunsorte toner!

Mailsvar fra Peter:

Ja, hvad skal man sige til børnebørnene, som udelukkende kan se en misrøgtet jordklode og betydeligt reducerede levevilkår sammenlignet med i dag. Hvor vinteren er grå som et gammelt gulvtæppe i en muggen kælder og luften lige så massiv og fugtig. Det bliver aldrig sommer.

Vi nærmer os et tidspunkt, hvor Putins vanvidsprojekt i Ukraine, bare er en del af undergangen og kun giver anledning til skuldertræk. På samme måde de millioner af flygtninge fra Afrika og talrige andre steder på jorden, hvor undergangen er mere fremskreden: man resignerer og trækker på skulderen med et grynt i mundvigen. Og samtidig beskytter man sig det bedste man ved. Mod de store grupper af nødlidende mennesker, som snart vil stå ved ens hoveddør. Efter devisen ikke alle skal bukke under, for så kan ingen jo redde kloden forsegler vi døre og vinduer, og i butikkerne rydder vi de sidste madvarer, det sidste uldne tøj, for snart bliver det rigtig koldt.

Til sidst vil vore børnebørn i samme nød forlade de ellers så gode hjem, fordi krigen ikke er afsluttet. En bombe gjorde 500.000 mennesker boligløse, hvis de da overlevede det store brag. I kæmpe skarer vil de vandre rundt på må og få. For hvor skal man søge hen, når det er længe siden, at elektriciteten forsvandt og nyheds strømmen tonede ud med de sidste løbeblade. Alt er gået i stå. Menneskene er ude i en slags natur, hvor intet længere lader sig dyrke og udnytte, sådan som man har gjort det i lang tid, ja, så længe man kan huske. Men alt er ødelagt, og intet kan bruges til at retablere et samfund, der bare minder om det, man har kendt.

En kvinde kom i tanker om noget, hun havde læst. Det var på en hjemmeside i elektricitetens tid. En gammel knark ude på landet vest for byen Skanderborg, der nu lå i ruiner, havde så længe det var muligt, skrevet om sit syn på livet og dets vilkår for kommende generationer, ja, for alle på Jorden. Han havde også malet nogle stedse mere uhyggelige billeder, som viste den pessimisme, hvormed han tilskrev kommende tider. Og dertil skrev han om en filosof fra 1700-tallet. 

Rousseau hed han, og hun huskede en del af teksten ganske tydeligt. "Han havde ikke troen på fornuftens evne til at skabe en bedre verden. Det naturlige menneske var i følge ham et dyr, som levede alene. Et dyr som man ikke kunne stille moralske krav. Det havde meget små behov og en meget begrænset horisont. Forskellige vanskeligheder tvang det imidlertid til at samarbejde med andre mennesker og udvikle redskaber til at forsørge og forsvare sig. Som led i denne udvikling blev dets viden større, fornuften modnedes og bevidstheden om andre mennesker opstod. Hermed dannedes forudsætningen for moral, men også for stolthed, hovmod, misundelse og ydmygelse, eftersom menneskene nu kunne sammenligne sig med hinanden. Mennesket blev klar over, hvilke umådelige muligheder det havde for at opfinde nye bekvemmeligheder og tilfredsstille nye behov. Med den erkendelse blev mennesket grådigt og magtsygt".

Nu sad hun på gulvet i et forladt hus sammen med hundrede andre nødstedte mennesker.  Nogle græd, andre kikkede tomt ud i lokalet, tavse og indadvendte. Lavmælte samtaler hørtes af og til. Fælles var en trykket stemning af opgivelse. Over meget kort tid var de bragt i denne situation, hvis omfang de ikke kunne forstå og heller ikke se en løsning på.

Hun tænkte på Rousseau, og det slog hende, at menneskene her i lokalet var sande mennesker med fornuft, men uden evne til at pege på vejen mod en bedre verden.  Hun fornemmede, at netop nu var mennesket i den situation, at fornuften måtte bruges helt anderledes. Her kunne en ny og anderledes positiv civilisation begynde. Men vemoden overmandede hende ved tanken om, at naturen som grundlag for en anderledes væren var ødelagt. Destrueret. Væk.

Det grønne maleri giver fornemmelse af fart, som når man ser ud af et togvindue. Flimrende former og indtryk af stor dybde i nederste billedhalvdel.

Essay

For længe siden malede jeg billedet ”Forbi landskabet”.

Det opstod af flere problematiserende tanker, der fortsat er aktuelle. Den banale er, at det ikke er muligt at se et landskab, hvis man forsøger at se det i farten, fx når man løber, kører eller flyver. Der er naturligvis et synsindtryk, og det forsøger maleriet at gengive, men vi får ikke oplysninger om landskabet. Billedet kunne lige så godt vise en forstørret detalje i lakken på en kommode. Kun titlen oplyser, at billedet handler om et landskab. I den henseende er billedet et postulat, en abstraktion eller et koncept.

Naturen er ikke længere det entydigt styrende princip for landskabets beskaffenhed og udseende, fordi menneskets påvirkninger af fysisk og kemisk karakter også deltager. Vi griber ikke til handling i tide for at redde landskabet fra de skadelige påvirkninger.  Forestillingen om naturens skaberkraft eksemplificeret ved et landskabsbillede har derfor ikke rod i virkeligheden.

Hvis vi tror på kunstneren, er maleriet ”Forbi landskabet” en troværdig skildring af malerens synsindtryk af landskabet, som han så det i forbifarten. At vi ikke genkender motivet som et landskab, skyldes at vi er vant til at se landskabsbilleder, der er set og fortolket i ro og med tid til fordybelse. Men nu var der hverken tid eller ro til at male motivet, fordi det blev set af en maler i bevægelse.

Når mennesker har travlt, bliver interessen for omverdenen mindre. Dennes kompleksitet er i forvejen vanskelig at overskue, men nu går det stærkt, så der er slet ikke tid til at stoppe op og fordybe sig. Jo mere travl, desto mindre ser man.  Og det vi ikke ser, har som regel ikke vores interesse. Derfor ledes vi mod det, der ellers interesserer. På den måde styrer travlhed vores aktiviteter i en ond spiral af årsagssammenhænge, hvor fart medfører interessetab, som fastholder farten, fordi årsagen til travlhed fortsat er i fokus. Et menneske i fart er derfor underkastet andre sanseværdier og tanker end dem, som opstår af fordybelse. Det forsøger maleriet også at fortælle. 

Vores evne til at fortolke og dermed forstå det sete ændres. Det er tilsyneladende svært at se et landskab med forandringer afledt af vores skadelige påvirkninger. I hvert fald giver det sete ikke anledning til handling eller mangel på handling afhængig af situationen. Et eksempel er de utallige tomme øldåser, som er henkastet i landskabet. Den, der kaster øldåser i grøften eller skovbunden, ser ikke forandringen af landskabet, måske fordi interessen for landskabet ikke er til stede, måske fordi der allerede er andre dåser samme sted. Men personen forstår åbenbart heller ikke konsekvensen af handlingen, nemlig at dåsen på alle måder er et fremmedlegeme. Ellers ville handlingen formentlig ikke finde sted. Den næste forbipasserende kunne forventes at samle dåserne op. Men man går bare forbi uden tanke for forureningen af landskabet.

Kunstneren er underkastet samme vilkår som alle andre med fart på og stress. Kunstnerens ytringer vil derfor ofte kredse om kunstneren selv. De kan let komme til at handle om den narcissisme, som opstår af manglende udsyn til verden. Så får vi kunstneriske billeder med risiko for en overfladisk fortælling af tvivlsom relevans for andre end kunstneren selv. Det bliver som at male en tilfældig flade uden at afsløre betydningen. Og vælge former som er betinget af funktionalistiske krav, sjældent for at tjene synet og sindet med skønhed, endsige undren og begejstring. Både farve og form er reduceret til mindre betydningsfulde fænomener, fordi æstetik og humanisme glider i baggrunden.

For kunstneren er det ikke nødvendigvis meningsløst at male et landskabsbillede fyldt med det moderne landskabs forandringer: kæmpe arealer tilsået med monokulturer, der en forårsdag ligner plastik, ja, nogle steder er jorden ligefrem dækket af plastmembraner. Men maleren bliver nok hurtigt træt af et sådant landskab, fordi den kunstneriske udfordring er lille. Måske ville det være let at male i farten, ligesom den ovenfor beskrevne bemaling af en meningsløs flade. Måske ville det friste maleren at afbilde en solnedgang over den udbredte plastmark og kalde det vanskab. Hvilken forblindelse!

Det computergrafiske billede har udgangspunkt i et grovkornet billede i få svage farver. Motivet er en solnedgang, men man kommer i tvivl om stedet, som dog må være et vandspejl pga. træers skyggebillede øverst..

Billedet af et landskab set i farten, kan være billedet af en udvikling mod menneskets fornedrelse, afledt af industrialisering, tempoforøgelse, tab af fordybelse og reduceret etik. Hvordan drejes udviklingen mod et kontemplativt godt liv, der tilgodeser alle mennesker? Hvordan reduceres livets hurtigløb? Hvordan styrkes fællesskabet? Hvordan skabes produktivitet for den enkelte og samtidig frihed?  Hvordan kan denne frihed udfolde sig i samfundets dynamiske transformation? Der er ingen lette svar.

Hvad sker der i kunsten, hvis samfundets kursskifte realiseres mod større fordybelse og mindre stress? Vil maleren vende tilbage til landskabet, når det engang viser sig som repræsentant for naturen, altså uden menneskelige påvirkninger? Vil de konceptuelt arbejdende kunstnere satse på at inddrage emotionelle aspekter i værkerne?

Aktuelt bliver spørgsmålet om forandringers nødvendighed eksponeret af klimakrise, pandemi og krig. Disse emner udfordrer mennesket ved at sætte dødens stol for døren. Det er sidste udkald til handling. Hvilken betydning får det for kunstens udtryk?

Billedet er et fotografi, hvor motivet i frøperspektiv viser en tilsyneladende forladt bygning i to etager på toppen af en stor øde skråning. Til højre i billedet er en anden bygning af modernistisk karakter. Man ser lidt af den nedefra op til en buet facade. Stemningen er dyster, næsten truende forladthed.
Byzone   2018   fotografi   Peter Amhild

Snart er vi ved vendepunktet, kære, og Jorden fortsætter ufortrødent sin rejse, hvorunder den lige så stille vipper til den anden side. 

     Den bliver aldrig træt; jeg kan derfor sige: bare det var mig. Med energi til at kredse og dreje og vippe som Jorden, behøvede jeg ingen søvn og ville altid være i gang med et herligt projekt, som i sig selv ville være så energigivende, at jeg slet ikke skulle tænke på, hvordan jeg nu kredser og drejer og vipper. 

Honningen ville smelte mellem mine fingre, men jeg giver den straks tilbage til bierne, som har brug for energien til at kredse og dreje og vippe. 

Men kongen over den sidste is, Snemand, vil ikke forlade sin plads. Han lader sig ikke inspirere af snurrige bevægelser, mærkelige danse og varme hænder. Nej, siger han, jeg bliver stående i selv den koldeste vinterstorm. Og jeg holder lige så længe som Jorden, den krukke, som kredser og drejer og vipper. 

Pas godt på dig selv, pige, som engang hældte honning i mit hår. Pas på vinteren og den kolde Snemand, for han vil stoppe dig, når du kredser og drejer og vipper.

Min kammerat Lars stod helt stille, da han første gang så Sjælebillede ”Ulrich”.  Her var et billede af ondskaben selv. Lars betroede mig mange hypoteser om baggrunden for at se så fjendsk ud. Der var ikke grænser for, hvor grov Ulrich kunne være.

Lars har i følgende tekst givet Ulrich stemme:

ULRICH

Af Lars Søgaard-Jensen

Hold da kæft! Sikken en idiot!! Stå der og brokke sig over at jeg har travl! Det er sgu for åndssvagt! Men jeg HAR altså travlt. Frede, det pjok, sidder på ”Det Lille Sted” og venter på mig. Vi ska’ ha’ en øl, se champions league og sludre. Og så står den bitch og brokker sig! Jeg sagde sgu da undskyld, da jeg smøg mig ind i køen foran hende. Bitch!

Hun minder om min mor. Hun var fa’me os’ en bitch. Hende ku’ man ikke stole på. Eller jo det ku’ man – hun var sgu altid fuld. Ja eller os’ havde hun abstier. Jeg ved ikke hvad, der var værst. Når hun var fuld og lallede ”Min elskede dreng, mit pus” og straks efter stak mig et par flade for at spørge til aftensmaden, der selvfølgelig ikke var noget af den aften, eller når hun patetisk selvmedlidende rystede over hele kroppen, og ikke kunne noget som helst, før der var skaffet en karton vin.

Ja hun var sgu en bitch. Det var hendes egen skyld. Hun drak sig ihjel.

Æv – nu er der brok fra kællingen bag mig igen! Det er fa’me heller ikke til at holde ud. Et par flade eller sådan noget er, hvad hun trænger til. Men man er vel et ordentligt menneske!

Ups, nu hyler hun op. Jeg kom vist til at træde et skridt tilbage på hendes ømme tæer. Ømme tæer, ja det får man jo, når man går i for små sko! Det er hun selv ude om.

Endelig! Der kommer bussen. Det var da os’ på tide. Så gælder det om at komme med! Sikken en masen; men jeg nåede da heldigvis lige at komme med. Nu skal det blive godt med en øl og lidt champions league fodbold sammen med Frede. Han skal nok give i dag. Det plejer han.

Synd for bitchen, men hun var sgu selv ude om det.

Billede mhp brug i bloggen

For at prøve "noget nyt" har jeg malet billeder med den hensigt at frembringe sjæletilstande på lærredet. Sjælens spejl er ansigtet, så det måtte blive portrætter uden ambition om lighed med en given person. Altså på baggrund af avisbilleder mm. at tegne portrætskitser, som ændres til maleriskitser med vægt på forskellige tanke- og følelsestilstande. Nogle af malerierne ses her på hjemmesiden.

Lars har med interesse fulgt maleriet i atelieret. Han har lyttet til mine overvejelser om maleprojektet, til min tvivl om at fravige gængse normer for portrætmaleri. Og han har bakket op om mit forsøg på at male tankers og følelsers udtryk i det menneskelige ansigt.

Lars har på baggrund af sine tanker om mødet med maleriet Sjælebillede ”Sonja” skrevet nedenstående STEMME - Sonjas stemme.

SONJA

af Lars Søgaard-Jensen

Træt. Jeg er træt. Helt ind i knoglerne træt. Men selv om det regner, holder jeg af at sidde på den gamle stol her ved vinduet og betragte verden gennem glasset. Regndråberne samler sig til strømme, der løber ned ad ruden og deler sig som i et delta. En livlig perpetuum mobile. Når jeg iagttager vandet på vinduet falder de urolige tanker lidt til ro.

Himlen er ensfarvet grå og lyset dæmpet. Det er jeg begyndt at synes om. Sådan en dag hviler lyset, og kontraster udviskes. De der er derude dukker sig for regnen og vinden, nogle beskytter sig med paraplyer. Mange af paraplyerne er sorte, men indimellem lyser andre op med flotte farver. De kommer til at stå i trodsig kontrast til gråvejret. Jeg tænker, at de, som har valgt farvestrålende paraplyer, siger til vejrguderne ”I kan gøre hvad I vil! Jeg blæser på regnen. Jeg er optimist”. Hvor jeg nyder deres farvestrålende paraplyer. Jeg tror, at de er udtryk for livsglædens kamp mod det våde og kolde vejr.

Bortset fra regnens banken mod ruden og vindens rusken i huset er her stille. Men tonerne fra Beethovens klaversonate, Appasionata, som jeg lige har lyttet til, klinger stadig i mig. Den holder jeg meget af, da det lyse og det mørke udtrykkes så smukt i musikken. Særligt holder jeg af andensatsen, der udtrykker kærlighed og inderlighed. Det jeg kalder værensglæde!

Sådan en gråvejrsdag ved vinduet kan tankerne finde på at løbe mere eller mindre forvirrede omkring. Men så betragter jeg menneskene på torvet; de myldrer som myrer på kryds og tværs og frem og tilbage uden mål og med. En kommer raskt frem omkring hjørnet, andre skutter sig mens de venter på bussen. Hende derovre søger ly for at tale i mobil, måske med et menneske langt borte. I dette tilsyneladende kaotiske skuespil har hver bevægelse alligevel retning og sin egen mening. Det ligger der et fællesskab i. Synes jeg.

På grund af sygdommen har jeg længe været træt. Sygdommen, som jeg skal leve med, til jeg ikke skal det mere. Behandlingen er heldigvis overstået. Nu kan jeg leve så længe. Det er godt.

Dørklokken ringer! Og så lige nu! Som jeg sidder her, og er optaget af mine tanker! Men jeg vidste jo godt, at hun ville komme på besøg i dag. Jeg åbner døren og besvarer hendes friske ”Hej mor! Du ser godt ud i dag!” med et ”Tak i lige måde”.

I virkeligheden ved vi bedre! Jeg har set i spejlet i dag. Har set sygdommen i øjnene. Alligevel er det bedst at spille med på legen, smile. Jeg vil beskytte hende, ikke give hende flere bekymringer. Hun vil glæde mig med sit besøg, og jeg laver kaffe. For hendes skyld spiser jeg lidt af kagen, som hun har haft med. Kvalmen melder sig. Jeg siger ikke noget. Vi snakker om hendes stressede liv og om børnebørnene. Jeg savner dem.

”Hvordan går det så med dig, mor? Går det osse godt?”. Og naturligvis går det godt! Jeg fortæller, hvordan jeg betragter livet, som det udspiller sig på den anden side af ruden. Det går fremad. Jeg siger ikke hvilken vej fremad. Vil ikke give hende yderligere grund til bekymring. Vi beskytter hinanden, men måske mest os selv. Det er som dengang, hendes far fik sygdommen. Dengang gik det også fremad med optimistiske smil. Fremad. Afstand. Og så var han væk.

Nu er kaffen drukket. Med sit friske ”Hej! Vi ses”, er hun væk og igen blevet en af de fremmede der nede på torvet.
Hvorfor alle disse hensyn?
Jeg kender min sygdom.
Jeg lever stadig.
Jeg er Sonja.

Blyanttegningen viser trælignende figurer i et forvansket landskab. Men figurerne kan også ses som vejnet i et landkort.
Tegning 28 1994 blyant 50x60 cm

Landskabet havde engang magten. Magt til at iklæde sig de dragter, der opstod af naturens guddommelige love. Naturen viste sit ansigt i landskabet, hvis magt bestod i, at kun naturen selv fastslog de ændringer, som landskabet gennemgik med tiden.

Paradoksalt var udviklingen af menneskets hjerne en del af naturens luner. Naturen kreerede en modstander, som uden at forstå konsekvenserne ville udnytte naturlovene til egen fordel. Der opstod en ejendommelig vridning af lovene, fordi hjernens biologi og tænkning fjernede sig mere og mere fra naturen selv. Mennesket kunne nok se og beundre naturens mirakuløse skaberværk, men lod hånt om det, hvis det var i vejen for menneskets bekvemmelige liv. Naturen var og er forbillede i menneskets tankegang, som dog mere og mere drejer mod den overbevisning, at mennesket kommer længere ved at kopiere mikroskopiske delaspekter af naturens komplekse samspil.  Det medfører ubalance. 

Derfor lider naturen. Menneskets mangel på overblik peger på lille forståelse af naturens komplekse sammensætning. Og den manglende respekt resulterer i stadig større brud på de mekanismer, som muliggør en kontinuitet og dermed levemulighed for alle naturens organismer herunder mennesket selv.

Og derfor ser landskabet ud som det gør. Revet ud af en naturgiven sammenhæng, ændret og udpint af menneskelig destruktiv tankegang. Misforstået som nødvendig, social og måske ligefrem genial.

Endnu er der nicher, som glimtvis vidner om den oprindelige naturens storhed. Naturens krav er enkelt her, nemlig at lade oprindeligheden råde.

I disse nicher filmer man, og skønheden roses, men det ender hurtigt som historisk dokumentation. Tiden er knap, for mennesket fortsætter sin naturdestruktive kurs. Kunsten kan ikke længere finde udtryk for det, der sker. Når den alligevel forsøger, giver værket os et håbløst dystopisk billede. Visionen om landskabets skønhed er forsvundet, og derfor bliver kun det grimmeste tilbage.

Maleriet viser Medusas ansigt med slangehår i venstre side af billedfeltet; i højre side ses hjelme-beklædte politisoldater med skydevåben. I midterfeltet ses et virvar af billedelementer som i et abstrakt maleri. Politifigurerne synes stivnet i bevægelsen fremad og Medusa skuler ondt imod dem.
Medusa 2021 olie på masonit 55 x 85 cm

Den græske myte om Medusa er en skæbnefortælling, som ved hendes portræt indgår i mit maleri.

Medusa og hendes to søstre var gorgoner, altså skrækkelige uhyrer. Dog var Medusa i ungdommen en smuk kvinde som tiltrak enhver, især mændene. Selv havguden Poseidon blev forelsket i hende og hun i ham. Han var i skikkelse af en fyrig mand, alt for fyrig, kan man sige, for da parret besøgte Athenes tempel, voldtog han Medusa på det hellige marmor, altret.

Gudinden blev rasende over denne blasfemi. Måske kunne hun ikke straffe sin gudekollega, Poseidon, for straffen blev tildelt Medusa. Eller også efterlevede gudinden et kulturelt mønster, som stadig eksisterer visse steder, nemlig at kvinden straffes for mandens ugerninger.

Athene forvandlede Medusa til et hæsligt monster med hugtænder. Hendes smukke gyldne hår var pludselig levende slanger. Hænderne nu af stål, og øjnene lyste ildevarslende. Værst af alt var hendes dræberblik. Den hun så på eller som så på hende blev forvandlet til sten. Selv om hun flyttede til verdens ende, blev det til mange forstenede skikkelser, som den dag i dag er spredt i det græske øhav.

Den græske sagnhelt Perseus drog ud for at møde Medusa og dræbe hende. For at lykkes med dette, lånte han en dølgehjelm af guden Hades. Hjelmen gjorde Perseus usynlig. Af Pallas Athene lånte han et spejlblankt skjold.
    Nu opsøgte han Medusa, som ikke kunne se ham. Han holdt skjoldet op, så hun kunne se sit spejlbillede og afskyelige udseende, og hun forstenede skrækslagen. Hurtigt huggede Perseus hovedet af Medusa. Blodet strømmede ud, og det forvandledes til en hvid hest, Pegasus, som Medusa var svanger med efter voldtægten.
    Medusas hoved mistede ikke sine dæmoniske egenskaber, og Perseus opbevarede det derfor i en taske til brug mod fjender. Medusa forblev altså dæmon, som holdt andre dæmoner på afstand.

Den gamle fortælling lever evigt som del af menneskehedens historie, men den fortolkes i nye sammenhænge. I herværende fortolkning er Medusa billedet på mennesker, som møder stor lykke og stor modgang, og som tvinges til at reagere på sidstnævnte. Sådan opstår en destruktiv magt. Denne kan være både velkommen og uønsket afhængig af de situationer, hvori den udøves. Maleriet Medusa viser uhyret som mulig repræsentant for folkelig modstand rettet mod en fremadstormende politistyrke. Som vi ser den overalt på jorden. Undertiden i skikkelse af demokratisk ordensmagt, andre gange som undertrykkende despotisk magt.  

De maleriske fortællinger, figurative som abstrakte, kombinerer det kendte med det ukendte, og sådan opstår billeder med nye betydninger.
    Det er tankegangen bag billederne, som er afgørende for de nye betydninger. Uanset om billedet er gjort i går eller for 15.000 år siden, er tanker bestemmende for motivet.
    Engang krøb en mand ind i en bjerghule for at male et billede. Han var jæger, og han havde den tanke, at han kunne øge sit held til at nedlægge en okse, hvis han udnyttede billedets magt. Det blev et smukt maleri af en okse, og det udøvede nu sin betvingende magt på den bison, der gik ude på engen. 

Mennesker har altid været underlagt billeders magtfulde egenskaber, fordi de fremkalder tanker og følelser, som vi uvilkårligt reagerer på. Jægerens oksebillede er tæt på gudebilleder, som forventes at yde maleren, beskueren eller tilbederen hjælp til at komme videre i livet.
    Nogle malerier besidder en særlig udstråling af metafysisk karakter, der især påvirker personer med intens interesse for kunsten. En udmattende psykologisk virkning resulterer i bl.a. svimmelhed eller besvimelse - fænomenet kaldes stendhalsyndromet.
    Også flag er billeder med magt. Når et nationalflag afbrændes af en rasende folkemængde, sker det med ønsket om at fratage flaget og nationen magt.

Jeg hørte en fortolkning af Medusa-maleriet: »Et billede på menneskeheden, hvor indvendige og udvendige dæmoner kæmper mod dæmoner«. Det er en tankevækkende udlægning, som fører mod den filosofiske opfattelse, at maleren er sit værk. At ånd og kød og materiale er ét og samme. Kunstneren har optaget menneskeheden og dens dæmoner i sig. Det er en tung byrde, som hurtigt synes personlig. Måske er det begrundelsen for at male billedet og derefter give det tilbage. Som en kølig brise en sen aften.

Maleriet er stort set gjort af samme stof som for tusinder af år siden. Nogle vil kalde det stilstand - at maleriet har udspillet sin rolle, andre at maleriet fortsat er stedet for nye erkendelser. Det er under alle omstændigheder absurd at tale om fremskridt eller udvikling i kunsten. Kunstnerne er i en fælles væren, hvor ingen vinder. En malers nye opdagelser vil straks afstedkomme søgen. Malerens søgen og andres.
    Efterfølgende konstruerer han et nyt billede, som venter på, at også andre kan se det. At det bliver levende for flere og magtfuldt tager plads i den fælles bevidsthed.

2009 Sort engel computergrafik

Kunstens billeder bliver til postkortmotiver. Men det modsatte er også gældende, nemlig at postkort kan give inspiration til kunstens billeder. Flere anerkendte malere anvender denne metode. Endelig kan kunsten være udført på et postkort fx som grafik.

Julekort falbydes hvert år i betydeligt oplag. De påtrykte billeder er som regel langt fra kunsten: nisser med forskellige gøremål, julemanden i sin kane, børn med nissehue leger i sneen osv. Motiverne lægger sig op ad forventningen om julehygge og sorgløs livsglæde i juletiden, selv om enhver ved, at livets realiteter er meget anderledes.

I en del år har jeg skabt julekortmotiver med den hensigt at kommentere et skævvinklet forhold i samfundet både ved juletid og til andre tider. Gerne udført med et glimt i øjet. Jeg har nedenfor vist et udvalg af disse motiver, hvis hensigt ikke var at fratage modtageren juleglæde men at perspektivere den.

© 2023 Alle rettigheder forbeholdes Peter Amhild