Peters Portal

INDLÆG

DE EVENTYRLIGE RUM

Skrevet af Peter Amhild den 20-12-2020
cOMPUTERGRAFIK

Villaen var kæmpe stor, syntes jeg, og den var ikke kun spændende, fordi skorstenen blæste ned hver vinter. Tantes hus var så anderledes, at mit drengesind blev højstemt, når jeg kom på besøg.

Tingene lå, hvor de tilfældigvis var lagt, og på den måde fik de særligt liv. De strålede, fordi de tydeligvis ikke hørte til på dét sted; der opstod hele tiden nye sammenhænge ved mødet med andre ting og dermed nye betydninger.
En høne lå på æg i et stort fad på kommoden i entreen. Hunden sov på spisebordet, mens katte i stort antal strøg sig kælent om mine ben. På skænken var et virvar af ting. For eksempel to piber på en lille stak tallerkener eller et billede af tante ved siden af en sutsko og et vækkeur.

I haven kunne jeg gå ad smalle stier med vildtvoksende bede til hver side. Klematis, kaprifolium og vedbend kravlede op ad husmurene og forlenede huset med mystik og eventyr. En pergola ledte til en løvhytte, hvor man kunne sidde og kikke op i himlen omgivet af høje bladvægge. At komme der var som på én gang at blive født og at vende tilbage til livmoderen.

Tantes sted var på stor afstand af tings tyranni, men samtalerne var tydeligvis betydningsfulde. Her var fortællinger om menneskelig eksistens. Fantasi og livets realiteter mødtes i et særligt musisk rum.

Huset, haven og hytten er for længe siden revet ned for at give plads til en parkeringsplads. Men det hele eksisterer fortsat i mine tanker som en evig påmindelse om, at illusion og virkelighed kan mødes og ved dette møde danne et erkendelsesrum, hvori opstår både ny illusion og ny virkelighed. Kunstens rum. Og at dette rum, når det gælder billedkunsten, vibrerer mellem materiale og ånd.

Billedkunsten er for  mig  et rum med plads til stor variation i udtryksformer, hvor foreningen af tanke og følelse altid vil være til stede ligesom i alle andre aspekter af livet.

Tingenes sammenstilling i livet vil være i evig forandring, og derfor opstår stadig nye betydninger. Dermed også nye erkendelser om billedkunstneriske motiver. De opstår af både tanker og følelser og de kræver sanseindtryk fra omgivelserne.

Tantes sted lærte mig om livsvilkår og gav mig fornemmelse for kunsten. Mine oplevelser dengang har sat sig som to sprog, et fortællende og et metafysisk.
Ligesom det narrative i litteraturen er ledsaget af det, der er mellem linjerne i teksten, har billedkunsten en figurativ side, som er ledsaget af de maleriske eller skulpturelle virkemidler. Kunstarterne benytter altså to sprog, som sammen bidrager til det åndelige, det løftende. Dét der er anderledes end journal og illustration.

© 2024 Alle rettigheder forbeholdes Peter Amhild