Villaen var kæmpe stor, syntes jeg, og den var ikke kun spændende, fordi skorstenen blæste ned hver vinter. Tantes hus var så anderledes, at mit drengesind blev højstemt, når jeg kom på besøg.

Tingene lå, hvor de tilfældigvis var lagt, og på den måde fik de særligt liv. De strålede, fordi de tydeligvis ikke hørte til på dét sted; der opstod hele tiden nye sammenhænge ved mødet med andre ting og dermed nye betydninger.
En høne lå på æg i et stort fad på kommoden i entreen. Hunden sov på spisebordet, mens katte i stort antal strøg sig kælent om mine ben. På skænken var et virvar af ting. For eksempel to piber på en lille stak tallerkener eller et billede af tante ved siden af en sutsko og et vækkeur.

I haven kunne jeg gå ad smalle stier med vildtvoksende bede til hver side. Klematis, kaprifolium og vedbend kravlede op ad husmurene og forlenede huset med mystik og eventyr. En pergola ledte til en løvhytte, hvor man kunne sidde og kikke op i himlen omgivet af høje bladvægge. At komme der var som på én gang at blive født og at vende tilbage til livmoderen.

Tantes sted var på stor afstand af tings tyranni, men samtalerne var tydeligvis betydningsfulde. Her var fortællinger om menneskelig eksistens. Fantasi og livets realiteter mødtes i et særligt musisk rum.

Huset, haven og hytten er for længe siden revet ned for at give plads til en parkeringsplads. Men det hele eksisterer fortsat i mine tanker som en evig påmindelse om, at illusion og virkelighed kan mødes og ved dette møde danne et erkendelsesrum, hvori opstår både ny illusion og ny virkelighed. Kunstens rum. Og at dette rum, når det gælder billedkunsten, vibrerer mellem materiale og ånd.

For mig er det et rum med plads til stor variation i udtryksformer, hvor foreningen af tanke og følelse altid vil være til stede ligesom i alle andre aspekter af livet.

Sammenhæng mellem tanke, følelse og handling er menneskets grundvilkår. Men i billedkunsten opstod den idé ved begyndelsen af 1900-tallet, at tanken alene kunne begrunde og udgøre værket. De emotionelle aspekter af menneskelivet var fravalgt.

Nu kunne kunstværket være et søm i udstillingsrummets væg evt. ledsaget af et antal filosofiske tekstsider. Brugsgenstanden ”søm” blev med kunstinstitutionens velsignelse kanoniseret som kunstværk.
Idéen videreførtes senere i konceptkunsten, der blandt andet fremstod som en slags videnskab, hvor man udførte ”undersøgelser” af fx kunstens og værkets fænomenologi.
Samlet set afspejler disse nye tiltag en så markant ændret opfattelse af billedkunst, at man må spørge: Er det billedkunst?

Sideløbende med denne stilretning fortsatte malere og billedhuggere med nye billedeksperimenter og forsøgte således at bidrage til en udvikling i billedkunsten. Men i dét forløb blev maleriet flere gange erklæret dødt og ude af kunsten. Hver gang modbevist af nye strømninger.

Årsagerne til ovennævnte skred i udøvelse og forståelse af billedkunsten er mange. Alt syntes afprøvet inden for rammerne af konvention og tradition, hvilket førte til oprør. Og den verden og kultur, som kunsten skulle udøves i, forandrede sig i voldsomt kollaps og krav om nytænkning. Videnskabelige fremskridt gav øget hastighed alle steder i samfundet, men omkostningen for det enkelte individ – herunder kunstneren – var og er tab af fokus og overblik. Den kulturelle diversitet øges, og mange udtryksformer afprøves så at sige, hvilket viser sig i den aktuelle fraktionering af billedkunsten. Der er ingen trend, ingen fælles visioner, hverken i traditionel billedkunst eller i konceptkunsten.

På baggrund af denne udvikling kan man sige, at kunstneren i dag er frit stillet, når hun skal beslutte sig for en billedkunstnerisk retning. Det er dog ikke sikkert, at friheden er en hjælp, fordi den kunstneriske inspiration i nogen grad skal ramme kollektivt for at udløse en ny strømning og lede kunsten i en bestemt retning.

Sådan har samfundet tidligere givet inspiration til kunsten. Kunsthistorien har kunnet vise forskellige kunstretninger, fordi samfundet, som de opstod i, rummede en stabil kultur, hvori der var passende tid til at reagere kunstnerisk. Men hvilke sider af det nuværende multifacetterede samfund skal hun lade sig inspirere af i dag?
Der er intet svar - nøjagtigt på samme måde som for 120 år siden, hvor man ledte efter inspiration i andre kulturer, i videnskabelige strømninger og meget andet. En gentagelse er naturligvis ikke gangbar.

Af den grund vil billedkunsten formentlig fortsat gå i mange retninger. Tidsånden i samtiden kan ikke mærkes som en tydelig ledetråd. Kunstneren vil derfor lade den individuelle impuls være afgørende for værket.
Kunstinstitutionerne er vel lige så rådvilde som kunstnerne. De har magten til at udråbe en kunstners værk som kunst til tiden, men bestyrelsesmødets valg risikerer at være vilkårligt.

Tingenes sammenstilling i livet vil være i evig forandring, og derfor opstår stadig nye betydninger. Dermed også nye erkendelser om billedkunstneriske motiver. De opstår af både tanker og følelser og de kræver sanseindtryk fra omgivelserne.

Tantes sted lærte mig om livsvilkår og gav mig fornemmelse for kunsten. Mine oplevelser dengang har sat sig som to sprog, et fortællende og et metafysisk.
Ligesom det narrative i litteraturen er ledsaget af det, der er mellem linjerne i teksten, har billedkunsten en figurativ side, som er ledsaget af de maleriske eller skulpturelle virkemidler. Kunstarterne benytter altså to sprog, som sammen bidrager til det åndelige, det løftende. Dét der er anderledes end journal og illustration.