Mail fra Lars:
Sikken en tid vi lever i.
Rusland er ved at begå selvmord og vil ha’ Ukraine og gerne Vesteuropa og USA med i faldet. Ingen kan føle eller vide sig sikre. Den ene dag sendes der kamikazedroner til Kiev, for at gøre livet så surt som muligt der, den næste dag kører togene ikke pga. af (sandsynligvis russiske) hackerangreb i København og Tyskland. Klimakrisen udvikler sig hurtigere end forventet. I hælene følger biodiversitetskrisen. Kun 6% af klodens samlede masse af pattedyr, undtaget homo sapiens, udgøres af vilde dyr! De øvrige 94% er husdyr!!
Ja verden er ganske rigtigt af lava; men den er også af lave. Og så har vi november, lidt endnu. December med sin markskrigeriske julebelysning af tomme plastikhjerter med en sparepære i og en amerikansk parodi på Skt. Nikolaus. Kvalmen og depressionen kæmper om at være den mest fremherskende fornemmelse.
”Massen af globalt produceret plastik er i dag dobbelt så stor som massen af hele dyreriget” skriver JN i dagens avis. Depressionen rykker frem på førstepladsen, mens jeg kaster op.
Hvad skal jeg sige til mine børnebørn? At verden er smuk og mennesket klogt? Bvadr! Eller at de får mindst et lige så godt og trygt liv som vi har haft? Skudt i hovedet!
Så læser jeg Ida Jessens forrygende roman ”Kaptajnen og Ann Barbara”, kvalmen forsvinder og sortsynet glemmes for en stund. Hende Ida Jessen forstår at skrive personlighed ind i sine skabninger. Indfølt og levende beskriver hun menneskene og naturen på heden i midten af 1700 tallet. Man dufter lyngen, mærker det kolde vand i kilden og hører fuglene.
Hendes beskrivelse af de små kår almindelige mennesker levede under, hvordan der var mangel på meget og arbejdet hårdt til tider barskt fremmaner tydelige billeder bag nethinden. Og de er ikke alle i lyngens smukke violette farve. Oftest fremstår de i det visne lyngris brunsorte toner!
Mailsvar fra Peter:
Ja, hvad skal man sige til børnebørnene, som udelukkende kan se en misrøgtet jordklode og betydeligt reducerede levevilkår sammenlignet med i dag. Hvor vinteren er grå som et gammelt gulvtæppe i en muggen kælder og luften lige så massiv og fugtig. Det bliver aldrig sommer.
Vi nærmer os et tidspunkt, hvor Putins vanvidsprojekt i Ukraine, bare er en del af undergangen og kun giver anledning til skuldertræk. På samme måde de millioner af flygtninge fra Afrika og talrige andre steder på jorden, hvor undergangen er mere fremskreden: man resignerer og trækker på skulderen med et grynt i mundvigen. Og samtidig beskytter man sig det bedste man ved. Mod de store grupper af nødlidende mennesker, som snart vil stå ved ens hoveddør. Efter devisen ikke alle skal bukke under, for så kan ingen jo redde kloden forsegler vi døre og vinduer, og i butikkerne rydder vi de sidste madvarer, det sidste uldne tøj, for snart bliver det rigtig koldt.
Til sidst vil vore børnebørn i samme nød forlade de ellers så gode hjem, fordi krigen ikke er afsluttet. En bombe gjorde 500.000 mennesker boligløse, hvis de da overlevede det store brag. I kæmpe skarer vil de vandre rundt på må og få. For hvor skal man søge hen, når det er længe siden, at elektriciteten forsvandt og nyheds strømmen tonede ud med de sidste løbeblade. Alt er gået i stå. Menneskene er ude i en slags natur, hvor intet længere lader sig dyrke og udnytte, sådan som man har gjort det i lang tid, ja, så længe man kan huske. Men alt er ødelagt, og intet kan bruges til at retablere et samfund, der bare minder om det, man har kendt.
En kvinde kom i tanker om noget, hun havde læst. Det var på en hjemmeside i elektricitetens tid. En gammel knark ude på landet vest for byen Skanderborg, der nu lå i ruiner, havde så længe det var muligt, skrevet om sit syn på livet og dets vilkår for kommende generationer, ja, for alle på Jorden. Han havde også malet nogle stedse mere uhyggelige billeder, som viste den pessimisme, hvormed han tilskrev kommende tider. Og dertil skrev han om en filosof fra 1700-tallet.
Rousseau hed han, og hun huskede en del af teksten ganske tydeligt. "Han havde ikke troen på fornuftens evne til at skabe en bedre verden. Det naturlige menneske var i følge ham et dyr, som levede alene. Et dyr som man ikke kunne stille moralske krav. Det havde meget små behov og en meget begrænset horisont. Forskellige vanskeligheder tvang det imidlertid til at samarbejde med andre mennesker og udvikle redskaber til at forsørge og forsvare sig. Som led i denne udvikling blev dets viden større, fornuften modnedes og bevidstheden om andre mennesker opstod. Hermed dannedes forudsætningen for moral, men også for stolthed, hovmod, misundelse og ydmygelse, eftersom menneskene nu kunne sammenligne sig med hinanden. Mennesket blev klar over, hvilke umådelige muligheder det havde for at opfinde nye bekvemmeligheder og tilfredsstille nye behov. Med den erkendelse blev mennesket grådigt og magtsygt".
Nu sad hun på gulvet i et forladt hus sammen med hundrede andre nødstedte mennesker. Nogle græd, andre kikkede tomt ud i lokalet, tavse og indadvendte. Lavmælte samtaler hørtes af og til. Fælles var en trykket stemning af opgivelse. Over meget kort tid var de bragt i denne situation, hvis omfang de ikke kunne forstå og heller ikke se en løsning på.
Hun tænkte på Rousseau, og det slog hende, at menneskene her i lokalet var sande mennesker med fornuft, men uden evne til at pege på vejen mod en bedre verden. Hun fornemmede, at netop nu var mennesket i den situation, at fornuften måtte bruges helt anderledes. Her kunne en ny og anderledes positiv civilisation begynde. Men vemoden overmandede hende ved tanken om, at naturen som grundlag for en anderledes væren var ødelagt. Destrueret. Væk.