Peters Portal

INDLÆG

MEDUSA - ET MALERI

Skrevet af Peter Amhild den 26-02-2021
Maleriet viser Medusas ansigt med slangehår i venstre side af billedfeltet; i højre side ses hjelme-beklædte politisoldater med skydevåben. I midterfeltet ses et virvar af billedelementer som i et abstrakt maleri. Politifigurerne synes stivnet i bevægelsen fremad og Medusa skuler ondt imod dem.
Medusa 2021 olie på masonit 55 x 85 cm

Den græske myte om Medusa er en skæbnefortælling, som ved hendes portræt indgår i mit maleri.

Medusa og hendes to søstre var gorgoner, altså skrækkelige uhyrer. Dog var Medusa i ungdommen en smuk kvinde som tiltrak enhver, især mændene. Selv havguden Poseidon blev forelsket i hende og hun i ham. Han var i skikkelse af en fyrig mand, alt for fyrig, kan man sige, for da parret besøgte Athenes tempel, voldtog han Medusa på det hellige marmor, altret.

Gudinden blev rasende over denne blasfemi. Måske kunne hun ikke straffe sin gudekollega, Poseidon, for straffen blev tildelt Medusa. Eller også efterlevede gudinden et kulturelt mønster, som stadig eksisterer visse steder, nemlig at kvinden straffes for mandens ugerninger.

Athene forvandlede Medusa til et hæsligt monster med hugtænder. Hendes smukke gyldne hår var pludselig levende slanger. Hænderne nu af stål, og øjnene lyste ildevarslende. Værst af alt var hendes dræberblik. Den hun så på eller som så på hende blev forvandlet til sten. Selv om hun flyttede til verdens ende, blev det til mange forstenede skikkelser, som den dag i dag er spredt i det græske øhav.

Den græske sagnhelt Perseus drog ud for at møde Medusa og dræbe hende. For at lykkes med dette, lånte han en dølgehjelm af guden Hades. Hjelmen gjorde Perseus usynlig. Af Pallas Athene lånte han et spejlblankt skjold.
    Nu opsøgte han Medusa, som ikke kunne se ham. Han holdt skjoldet op, så hun kunne se sit spejlbillede og afskyelige udseende, og hun forstenede skrækslagen. Hurtigt huggede Perseus hovedet af Medusa. Blodet strømmede ud, og det forvandledes til en hvid hest, Pegasus, som Medusa var svanger med efter voldtægten.
    Medusas hoved mistede ikke sine dæmoniske egenskaber, og Perseus opbevarede det derfor i en taske til brug mod fjender. Medusa forblev altså dæmon, som holdt andre dæmoner på afstand.

 

Den gamle fortælling lever evigt som del af menneskehedens historie, men den fortolkes i nye sammenhænge. I herværende fortolkning er Medusa billedet på mennesker, som møder stor lykke og stor modgang, og som tvinges til at reagere på sidstnævnte. Sådan opstår en destruktiv magt. Denne kan være både velkommen og uønsket afhængig af de situationer, hvori den udøves. Maleriet Medusa viser uhyret som mulig repræsentant for folkelig modstand rettet mod en fremadstormende politistyrke. Som vi ser den overalt på jorden. Undertiden i skikkelse af demokratisk ordensmagt, andre gange som undertrykkende despotisk magt.  

 

De maleriske fortællinger, figurative som abstrakte, kombinerer det kendte med det ukendte, og sådan opstår billeder med nye betydninger.
    Det er tankegangen bag billederne, som er afgørende for de nye betydninger. Uanset om billedet er gjort i går eller for 15.000 år siden, er tanker bestemmende for motivet.
    Engang krøb en mand ind i en bjerghule for at male et billede. Han var jæger, og han havde den tanke, at han kunne øge sit held til at nedlægge en okse, hvis han udnyttede billedets magt. Det blev et smukt maleri af en okse, og det udøvede nu sin betvingende magt på den bison, der gik ude på engen. 


Mennesker har altid været underlagt billeders magtfulde egenskaber, fordi de fremkalder tanker og følelser, som vi uvilkårligt reagerer på. Jægerens oksebillede er tæt på gudebilleder, som forventes at yde maleren, beskueren eller tilbederen hjælp til at komme videre i livet.
    Nogle malerier besidder en særlig udstråling af metafysisk karakter, der især påvirker personer med intens interesse for kunsten. En udmattende psykologisk virkning resulterer i bl.a. svimmelhed eller besvimelse - fænomenet kaldes stendhalsyndromet.
    Også flag er billeder med magt. Når et nationalflag afbrændes af en rasende folkemængde, sker det med ønsket om at fratage flaget og nationen magt.

 

Jeg hørte en fortolkning af Medusa-maleriet: »Et billede på menneskeheden, hvor indvendige og udvendige dæmoner kæmper mod dæmoner«. Det er en tankevækkende udlægning, som fører mod den filosofiske opfattelse, at maleren er sit værk. At ånd og kød og materiale er ét og samme. Kunstneren har optaget menneskeheden og dens dæmoner i sig. Det er en tung byrde, som hurtigt synes personlig. Måske er det begrundelsen for at male billedet og derefter give det tilbage. Som en kølig brise en sen aften.

 

Maleriet er stort set gjort af samme stof som for tusinder af år siden. Nogle vil kalde det stilstand - at maleriet har udspillet sin rolle, andre at maleriet fortsat er stedet for nye erkendelser. Det er under alle omstændigheder absurd at tale om fremskridt eller udvikling i kunsten. Kunstnerne er i en fælles væren, hvor ingen vinder. En malers nye opdagelser vil straks afstedkomme søgen. Malerens søgen og andres.
    Efterfølgende konstruerer han et nyt billede, som venter på, at også andre kan se det. At det bliver levende for flere og magtfuldt tager plads i den fælles bevidsthed.

© 2021 Alle rettigheder forbeholdes Peter Amhild