^{Natten computergrafik 2023}

Samfundet har gennem århundreder givet inspiration til kunsten på forskellig måde. Kirken var i lang tid samfundets centrum og arbejdsgiveren, som bl.a. betalte for udsmykning af kirkerummene med religiøse motiver. Disse var ofte skabt af tanke og idealisme, mere end gengivelse af det sete.

Efter reformationen i første halvdel af 1500-tallet ændredes den kunstneriske motivverden fra religiøse billeder til også at omfatte hverdagsmotiver fra forskellige steder i samfundet. Kunstnerne var i modsætning til tidligere ikke længere ansat af kirken, hvorfor de måtte finde nye måder at leve af deres arbejde. Mange billedgenrer og moder opstod. Kunsthistorien har således kunnet vise forskellige kunstretninger, fordi samfundet, som de opstod i, rummede skiftende kulturer, hvori der var tid til at reagere kunstnerisk.

Men mod slutningen af 1800-tallet havde videnskabelige fremskridt påvirket til øget indsigt og hastighed alle steder i samfundet. Alt syntes efterhånden afprøvet inden for rammerne af konvention og tradition, hvilket førte til ønske om fornyelse. Den verden og kultur, som kunsten skulle udøves i, endte i voldsomt kollaps og med fortsat krav om nytænkning.

I billedkunsten blev man inspireret af disse forhold, og nye motiver og billeddannelser viste sig. Eksempelvis hentede man inspiration i andre kulturer eller i videnskabelige strømninger.

Men omkostningen for det enkelte individ – herunder kunstneren – var tab af fokus og overblik. Den kulturelle diversitet blev øget, hvilket bl.a. viste sig i fraktionering af billedkunsten.

Der opstod den idé, at tanke alene kunne begrunde og udgøre et kunstværk. De emotionelle aspekter blev fravalgt. Nu kunne kunstværket være et søm i udstillingsrummets væg evt. ledsaget af et antal filosofiske tekstsider. Brugsgenstanden ”søm” blev med kunstinstitutionens velsignelse kanoniseret som kunstværk.

Idéen videreførtes senere i konceptkunsten, der blandt andet fremstod som en slags videnskab, hvor man udførte ”undersøgelser” af fx kunstens og værkets fænomenologi.

Samlet set afspejler disse nye tiltag en så markant ændret opfattelse af billedkunst, at man må spørge: Er det billedkunst?

Aktuelt er der ingen trend, ingen fælles visioner, hverken i traditionel billedkunst eller i konceptkunsten. Der er ikke svar på spørgsmål om vejen at gå. Tidsånden i samtiden kan ikke mærkes som en tydelig ledetråd. Faktisk på samme måde som for 120 år siden.

Af den grund vil billedkunsten formentlig fortsat gå i mange retninger. Kunstneren vil lade den individuelle impuls være afgørende for værket.

__________________________________________

Og selv om jeg så gerne ville tro at der findes en sandhed ud over illu­sionen, er jeg kommet til at tro at der ikke findes nogen sandhed ud over illusionen. Fordi der mellem ”virkelighed” på den ene side og det punkt hvor sindet rammer virkeligheden, findes en mellemzone, en regnbue­kant hvor skønheden opstår, hvor to meget forskellige overflader blandes og sløres for at give det som livet ikke giver; og det er det område hvor al kunst eksisterer, og alt det magiske.