I 1981 var jeg med maleskolen på weekendtur til Helsingør nordstrand. Vi havde hidtil malet opstillinger og model i atelieret, men nu skulle landskabsmaleriet afprøves. Det var den grundige undervisnings fortsatte præsentation af billedkunstens klassiske discipliner. Stranden var udgangspunkt for vores motivvalg; de fleste så sandet, dernæst vandet, og nogle lod blikket række helt over til Sverige.

Hellere kysten som motiv, tænkte jeg, og logikken bød mig derfor at sidde ude på en høfde. Det var på én gang at gemme sig lidt med sit maleri og samtidig vække opsigt ved netop den placering. Høfden havde som værn mod erosion en både funktionel og symbolsk betydning: beskyttelse, bevarelse, overlevelse. Men dengang faldt det mig ikke ind, at jeg måske greb efter tilsvarende værdier i mit liv ved at sidde 30 m ude i havet.

Motivvalget tiltalte mig. Her var muligheden for at male kysten på en ny måde. Men maleriet blev amatørens ambitiøse opvisning af et postkortmotiv. Høfdens beskyttende magi var tydeligvis ikke til stede. For meget kitsch og for lidt ånd.

Det var et billede, som jeg på én gang var glad for og ked af. Glad for at det lykkedes at afslutte et maleri med en improvisatorisk teknik, ked af at det ikke blev et personligt billede. Postkortet tog så at sige over.

Dagen efter stod valget mellem at gentage min placering på høfden eller at finde et andet sted at forfølge ideen om at male kysten.

Hvis jeg igen valgte høfden, ville motivet stort set være det samme. Maleøvelsen ville handle om ændret valg af betydende strukturer i motivet og personliggørelse af malesproget.

Med en ny placering stod alt åbent bortset fra, at den nævnte opstramning af det først gjorte blev fravalgt. Et andet motiv kunne vælges mere bevidst om hensigten og samtidig kunne en øget opmærksomhed på malesproget gøre sig gældende.

Jeg valgte det sidste, og det blev et lykkeligt valg. Fordi motivet spænder op til både nysgerrighed og let undren. Emotionelt står det stærkere end det første billede. Det passede mere på mig, det blev entydigt mit billede.  

Den ny synsvinkel førte til et maleri med flere gentagelser og flugtlinjer end i første billede. Alligevel opleves en større enkelhed, fordi der er reduceret i billedets virkemidler. På den måde er motivvalget også et fravalg. Og narrativet er markant anderledes. Fra sommerstemning til bølgeskum og truende himmel.

Men rusk og mørk himmel passede bedre til mit indre rusk, som dagen før ledte til en alliance med høfden. Således kom jeg hjem med nye erkendelser om at se, om at male billeder og om det personliges påvirkning af resultatet på en subtil måde.

Det har som regel positiv betydning at ændre syn på samme udfordring. I kunsten er det en brugbar måde at nuancere, uddybe og forfine værkets udtryk. Så at sige at komme rundt om kernen. Betydningen er forbundet med ny erkendelse og forståelse. Og det gælder for såvel kunstner som beskuer. På et personligt plan kan det føre til ny selvindsigt og påvirke fremtidige hensigter og beslutninger for én selv og andre.

Vi ser og i bedste fald indser vi. Eksempelvis at et valg altid medfører fravalg.
Dette kunne være opskriften på et godt liv og på skønheden. Ligesom i kunsten. At trække fra er ofte bedre end at lægge til.