Landskabet havde engang magten. Magt til at iklæde sig de dragter, der opstod af naturens guddommelige love. Naturen viste sit ansigt i landskabet, hvis magt bestod i, at kun naturen selv fastslog de ændringer, som landskabet gennemgik med tiden.

Paradoksalt var udviklingen af menneskets hjerne en del af naturens luner. Naturen kreerede en modstander, som uden at forstå konsekvenserne ville udnytte naturlovene til egen fordel. Der opstod en ejendommelig vridning af lovene, fordi hjernens biologi og tænkning fjernede sig mere og mere fra naturen selv. Mennesket kunne nok se og beundre naturens mirakuløse skaberværk, men lod hånt om det, hvis det var i vejen for menneskets bekvemmelige liv. Naturen var og er forbillede i menneskets tankegang, som dog mere og mere drejer mod den overbevisning, at mennesket kommer længere ved at kopiere mikroskopiske delaspekter af naturens komplekse samspil.  Det medfører ubalance. 

Derfor lider naturen. Menneskets mangel på overblik peger på lille forståelse af naturens komplekse sammensætning. Og den manglende respekt resulterer i stadig større brud på de mekanismer, som muliggør en kontinuitet og dermed levemulighed for alle naturens organismer herunder mennesket selv.

Og derfor ser landskabet ud som det gør. Revet ud af en naturgiven sammenhæng, ændret og udpint af menneskelig destruktiv tankegang. Misforstået som nødvendig, social og måske ligefrem genial.

Endnu er der nicher, som glimtvis vidner om den oprindelige naturens storhed. Naturens krav er enkelt her, nemlig at lade oprindeligheden råde.

I disse nicher filmer man, og skønheden roses, men det ender hurtigt som historisk dokumentation. Tiden er knap, for mennesket fortsætter sin naturdestruktive kurs. Kunsten kan ikke længere finde udtryk for det, der sker. Når den alligevel forsøger, giver værket os et håbløst dystopisk billede. Visionen om landskabets skønhed er forsvundet, og derfor bliver kun det grimmeste tilbage.