Essay

For længe siden malede jeg billedet ”Forbi landskabet”.

Det opstod af flere problematiserende tanker, der fortsat er aktuelle. Den banale er, at det ikke er muligt at se et landskab, hvis man forsøger at se det i farten, fx når man løber, kører eller flyver. Der er naturligvis et synsindtryk, og det forsøger maleriet at gengive, men vi får ikke oplysninger om landskabet. Billedet kunne lige så godt vise en forstørret detalje i lakken på en kommode. Kun titlen oplyser, at billedet handler om et landskab. I den henseende er billedet et postulat, en abstraktion eller et koncept.

Naturen er ikke længere det entydigt styrende princip for landskabets beskaffenhed og udseende, fordi menneskets påvirkninger af fysisk og kemisk karakter også deltager. Vi griber ikke til handling i tide for at redde landskabet fra de skadelige påvirkninger.  Forestillingen om naturens skaberkraft eksemplificeret ved et landskabsbillede har derfor ikke rod i virkeligheden.

Hvis vi tror på kunstneren, er maleriet ”Forbi landskabet” en troværdig skildring af malerens synsindtryk af landskabet, som han så det i forbifarten. At vi ikke genkender motivet som et landskab, skyldes at vi er vant til at se landskabsbilleder, der er set og fortolket i ro og med tid til fordybelse. Men nu var der hverken tid eller ro til at male motivet, fordi det blev set af en maler i bevægelse.

Når mennesker har travlt, bliver interessen for omverdenen mindre. Dennes kompleksitet er i forvejen vanskelig at overskue, men nu går det stærkt, så der er slet ikke tid til at stoppe op og fordybe sig. Jo mere travl, desto mindre ser man.  Og det vi ikke ser, har som regel ikke vores interesse. Derfor ledes vi mod det, der ellers interesserer. På den måde styrer travlhed vores aktiviteter i en ond spiral af årsagssammenhænge, hvor fart medfører interessetab, som fastholder farten, fordi årsagen til travlhed fortsat er i fokus. Et menneske i fart er derfor underkastet andre sanseværdier og tanker end dem, som opstår af fordybelse. Det forsøger maleriet også at fortælle. 

Vores evne til at fortolke og dermed forstå det sete ændres. Det er tilsyneladende svært at se et landskab med forandringer afledt af vores skadelige påvirkninger. I hvert fald giver det sete ikke anledning til handling eller mangel på handling afhængig af situationen. Et eksempel er de utallige tomme øldåser, som er henkastet i landskabet. Den, der kaster øldåser i grøften eller skovbunden, ser ikke forandringen af landskabet, måske fordi interessen for landskabet ikke er til stede, måske fordi der allerede er andre dåser samme sted. Men personen forstår åbenbart heller ikke konsekvensen af handlingen, nemlig at dåsen på alle måder er et fremmedlegeme. Ellers ville handlingen formentlig ikke finde sted. Den næste forbipasserende kunne forventes at samle dåserne op. Men man går bare forbi uden tanke for forureningen af landskabet.

Kunstneren er underkastet samme vilkår som alle andre med fart på og stress. Kunstnerens ytringer vil derfor ofte kredse om kunstneren selv. De kan let komme til at handle om den narcissisme, som opstår af manglende udsyn til verden. Så får vi kunstneriske billeder med risiko for en overfladisk fortælling af tvivlsom relevans for andre end kunstneren selv. Det bliver som at male en tilfældig flade uden at afsløre betydningen. Og vælge former som er betinget af funktionalistiske krav, sjældent for at tjene synet og sindet med skønhed, endsige undren og begejstring. Både farve og form er reduceret til mindre betydningsfulde fænomener, fordi æstetik og humanisme glider i baggrunden.

For kunstneren er det ikke nødvendigvis meningsløst at male et landskabsbillede fyldt med det moderne landskabs forandringer: kæmpe arealer tilsået med monokulturer, der en forårsdag ligner plastik, ja, nogle steder er jorden ligefrem dækket af plastmembraner. Men maleren bliver nok hurtigt træt af et sådant landskab, fordi den kunstneriske udfordring er lille. Måske ville det være let at male i farten, ligesom den ovenfor beskrevne bemaling af en meningsløs flade. Måske ville det friste maleren at afbilde en solnedgang over den udbredte plastmark og kalde det vanskab. Hvilken forblindelse!

Billedet af et landskab set i farten, kan være billedet af en udvikling mod menneskets fornedrelse, afledt af industrialisering, tempoforøgelse, tab af fordybelse og reduceret etik. Hvordan drejes udviklingen mod et kontemplativt godt liv, der tilgodeser alle mennesker? Hvordan reduceres livets hurtigløb? Hvordan styrkes fællesskabet? Hvordan skabes produktivitet for den enkelte og samtidig frihed?  Hvordan kan denne frihed udfolde sig i samfundets dynamiske transformation? Der er ingen lette svar.

Hvad sker der i kunsten, hvis samfundets kursskifte realiseres mod større fordybelse og mindre stress? Vil maleren vende tilbage til landskabet, når det engang viser sig som repræsentant for naturen, altså uden menneskelige påvirkninger? Vil de konceptuelt arbejdende kunstnere satse på at inddrage emotionelle aspekter i værkerne?

Aktuelt bliver spørgsmålet om forandringers nødvendighed eksponeret af klimakrise, pandemi og krig. Disse emner udfordrer mennesket ved at sætte dødens stol for døren. Det er sidste udkald til handling. Hvilken betydning får det for kunstens udtryk?