- tænkepause i billedarbejdet -

^{Vintermorgen    2022                     foto   Peter Amhild}

Ofte tænker jeg på de billeder, som kan ses i gallerier og på museer, og som er kunst i vores samtid. Det er meget forskellige billeder, hvilket gør det svært at se ind i det tidstypiske, i tidsånden. Denne er skjult for alle, og det er en pointe, der underbygger, at der ikke er vindere i kunsten. Heller ikke set i historisk lys, for det sker ofte, at datidens mindre kendte kunstnere pludselig rehabiliteres som oversete genier.  

Formelt handler det om billedæstetik, måden at male, det figurative og det nonfigurative. Endvidere det overordnede budskab belyst ved fortolkning af malesprog og motiv.

Konceptkunsten er en del af billedkunsten, og repræsenterer en markant udvidelse af billedbegrebet. I bedste fald en form for billeddannelse af filosofisk karakter, fx Yoko Ono: »Play it by Trust« - et helt hvidt skakbræt med lutter hvide brikker. Her er ingen vindere forstås, men titlens opfordring udvider antallet af fortolkningsmuligheder.

Uformelt handler kunsten om produktivitet, om eksponering af kunstneren, om dennes tilgang til metieren og om den mere private support i form af pekuniære forhold og venskabelige eller ægteskabelige relationer. Og trods manglende vindere i kunsten, er der alligevel billedstrid, kammerateri, misundelse og særlige distributionsnetværk.

Jeg er på vej med mine billeder.  De ”ligner” ikke andres billeder, og paradoksalt giver det anledning til tvivl om billedsprog, om motivvalg, om det overordnede budskab.  Der er tvivl om vejen at gå, og om det hidtil gjorte indfrier den oprindelige ambition. Men tvivlen er samtidig brændstof til det fortsatte billedarbejde.

Det er godt, at mine billeder er sig selv, er mig. Men mit afsæt var anderledes end de flestes, og måske er jeg sprunget på det forkerte tog for nu at bruge en af Per Kirkebys metaforer. Er mine billeder af en anden tid, fordi jeg er blevet ældre? Vil alder påvirke valg af emner og motiver, som foregriber en negativ bedømmelse?

Mange har det synspunkt, at kunstneren med en given alder og af en given generation også er knyttet til en given billedæstetik.
    Jeg er sent ude med ønsket om at vise mine billeder i det offentlige rum. Skulle det forhold fratage mig muligheden for at skabe billeder, som i æstetisk henseende er del af denne "min sene tid" eller måske ligefrem rækker ind i fremtiden? Nej, men omstændighederne ved ikke at have et netværk og at have en alder, der får de fleste til at opgive, taler imod. Det tager tid at blive klog, klog på billeder.

De malere som debuterede med det "vilde maleri" i begyndelsen af 1980'erne maler anderledes i dag. Betyder det så, at de nye malerier fra deres hånd i kunsthistorisk forståelse er uinteressante?

Man kan spørge til et værk af en tidligere maler: Hvilke af Matisse’ billeder er ”rigtige” – de tidlige eller de sene? – billedæstetikken er vidt forskellig, men visse aspekter af komposition er gennemgående træk ved hele værket. Mesterens billedgenialitet er umiskendelig hele vejen igennem.

Menneskesjælen udvikler sig til døden,  sagde Hippokrates.

En anden tænker, nemlig Maurice Merleau-Ponty (1908 – 61) har i bogen "Cézannes Tvivl" skrevet om det underfundige ved billeder, som set herfra sletter betydningen af strømninger i kunsten, af tiden der går og af kunsthistorisk mode. Og som må give håb til alle, der giver sig selv og en del af sit liv til billedskabelse.

»En maler som Cézanne, en kunstner, en filosof må ikke bare skabe og udtrykke en idé, men også vække de erfaringer, som skal få dem til at slå rod i andres bevidsthed.
    Hvis værket er lykkedes, har det en mærkelig magt til at undervise i sig selv. Ved at følge billedets anvisninger, ved at etablere skæringer, ved at støde snart mod den ene side, snart mod den anden, ledet af en stils uklare lys, ender betragteren med at finde det, man har villet meddele. 
    Maleren har kun kunnet konstruere et billede. Man må vente på, at dette billede bliver levende for andre. Så har kunstværket sluttet disse adskilte liv sammen, det findes ikke mere kun i ét af dem som en vedholdende drøm eller et hårdnakket vanvid eller i rummet som et farvet lærred; det bor udelt i flere ånder, formodentlig i enhver mulig ånd, som en erhvervelse for altid«.