Peters Portal

INDLÆG

SJÆLEBILLEDER

Skrevet af Peter Amhild den 11-11-2021
Billede mhp brug i bloggen

For at prøve "noget nyt" har jeg malet billeder med den hensigt at frembringe sjæletilstande på lærredet. Sjælens spejl er ansigtet, så det måtte blive portrætter uden ambition om lighed med en given person. Altså på baggrund af avisbilleder mm. at tegne portrætskitser, som ændres til maleriskitser med vægt på forskellige tanke- og følelsestilstande. Nogle af malerierne ses her på hjemmesiden.

Lars har med interesse fulgt maleriet i atelieret. Han har lyttet til mine overvejelser om maleprojektet, til min tvivl om at fravige gængse normer for portrætmaleri. Og han har bakket op om mit forsøg på at male tankers og følelsers udtryk i det menneskelige ansigt.

Lars har på baggrund af sine tanker om mødet med maleriet Sjælebillede ”Sonja” skrevet nedenstående essay.

SONJA

af Lars Søgaard-Jensen

Træt. Jeg er træt. Helt ind i knoglerne træt. Men selv om det regner, holder jeg af at sidde på den gamle stol her ved vinduet og betragte verden gennem glasset. Regndråberne samler sig til strømme, der løber ned ad ruden og deler sig som i et delta. En livlig perpetuum mobile. Når jeg iagttager vandet på vinduet falder de urolige tanker lidt til ro.

Himlen er ensfarvet grå og lyset dæmpet. Det er jeg begyndt at synes om. Sådan en dag hviler lyset, og kontraster udviskes. De der er derude dukker sig for regnen og vinden, nogle beskytter sig med paraplyer. Mange af paraplyerne er sorte, men indimellem lyser andre op med flotte farver. De kommer til at stå i trodsig kontrast til gråvejret. Jeg tænker, at de, som har valgt farvestrålende paraplyer, siger til vejrguderne ”I kan gøre hvad I vil! Jeg blæser på regnen. Jeg er optimist”. Hvor jeg nyder deres farvestrålende paraplyer. Jeg tror, at de er udtryk for livsglædens kamp mod det våde og kolde vejr.

Bortset fra regnens banken mod ruden og vindens rusken i huset er her stille. Men tonerne fra Beethovens klaversonate, Appasionata, som jeg lige har lyttet til, klinger stadig i mig. Den holder jeg meget af, da det lyse og det mørke udtrykkes så smukt i musikken. Særligt holder jeg af andensatsen, der udtrykker kærlighed og inderlighed. Det jeg kalder værensglæde!

Sådan en gråvejrsdag ved vinduet kan tankerne finde på at løbe mere eller mindre forvirrede omkring. Men så betragter jeg menneskene på torvet; de myldrer som myrer på kryds og tværs og frem og tilbage uden mål og med. En kommer raskt frem omkring hjørnet, andre skutter sig mens de venter på bussen. Hende derovre søger ly for at tale i mobil, måske med et menneske langt borte. I dette tilsyneladende kaotiske skuespil har hver bevægelse alligevel retning og sin egen mening. Det ligger der et fællesskab i. Synes jeg.

På grund af sygdommen har jeg længe været træt. Sygdommen, som jeg skal leve med, til jeg ikke skal det mere. Behandlingen er heldigvis overstået. Nu kan jeg leve så længe. Det er godt.

Dørklokken ringer! Og så lige nu! Som jeg sidder her, og er optaget af mine tanker! Men jeg vidste jo godt, at hun ville komme på besøg i dag. Jeg åbner døren og besvarer hendes friske ”Hej mor! Du ser godt ud i dag!” med et ”Tak i lige måde”.

I virkeligheden ved vi bedre! Jeg har set i spejlet i dag. Har set sygdommen i øjnene. Alligevel er det bedst at spille med på legen, smile. Jeg vil beskytte hende, ikke give hende flere bekymringer. Hun vil glæde mig med sit besøg, og jeg laver kaffe. For hendes skyld spiser jeg lidt af kagen, som hun har haft med. Kvalmen melder sig. Jeg siger ikke noget. Vi snakker om hendes stressede liv og om børnebørnene. Jeg savner dem.

”Hvordan går det så med dig, mor? Går det osse godt?”. Og naturligvis går det godt! Jeg fortæller, hvordan jeg betragter livet, som det udspiller sig på den anden side af ruden. Det går fremad. Jeg siger ikke hvilken vej fremad. Vil ikke give hende yderligere grund til bekymring. Vi beskytter hinanden, men måske mest os selv. Det er som dengang, hendes far fik sygdommen. Dengang gik det også fremad med optimistiske smil. Fremad. Afstand. Og så var han væk.

Nu er kaffen drukket. Med sit friske ”Hej! Vi ses”, er hun væk og igen blevet en af de fremmede der nede på torvet.
Hvorfor alle disse hensyn?
Jeg kender min sygdom.
Jeg lever stadig.
Jeg er Sonja.

© 2021 Alle rettigheder forbeholdes Peter Amhild